Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Claudio Sforza
Foto: Claudio Sforza

Konspirationer. Dan Browns hovedperson Robert Langdown er tilbage i Leonardo Da Vinci-Italien, hvor alting skrives i koder og konspirationer.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Spændingen stiger konstant i ny Dan Brown-krimi

Det er dog ikke alle brikker der falder på plads i det intrikate romandesign.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vidste du, kære læser, at man på Piazza della Signoria i Firenze kan anskue hele tolv blottede penisser? Og at denne plads er en af symbolprofessor Robert Langdons yndlingspladser i Europa?

Det når han lige at sande på sin flugt igennem den gamle smukke renæssancestad, den stolte slægt Medicis hovedsæde, og digteren Dante Aligheris fatale og forræderiske fødeby.

Det sidste er vigtigt. Ikke blot fordi første del af Dantes 'Den guddommelige komedie' har givet navn til Dan Browns nyeste mysteriespil, 'Inferno', men også, fordi den gamle florentiners beskrivelser af middelalderens Helvede er selve energien i fortællingens intrige.

LÆS OGSÅ

Dante og Firenze er begge del af både middelalderens gotiske tid med fald og forfald og i Langdons hæsblæsende verden selve emblemet for den meget labyrintiske gåde, som lægger sig igennem hele plottet og kulminerer i kaskader af dobbeltspil, hvor nogle masker falder, andre tages!

Såre stressende sat op
Robert Langdown er altså tilbage i Leonardo Da Vinci-Italien, hvor alting skrives i koder og konspirationer. Et attentat har såret ham, og da han vågner op på hospitalet, lider han af hukommelsestab og kan ikke engang huske, hvad han laver i den skønne stad med de mange tårne.

En ung smuk læge med det toscanske fornavn Sienna hjælper ham på flugt, da endnu et attentat sættes i gang. Så flygter de to ud i natten, som snart bliver til en morgen, hvor hele Firenze jager parret fanatisk .

Alt er såre stressende sat op, spændingen stiger konstant, men først midt på bogens bane begynder nogle brikker at falde på plads. Jeg skriver med vilje nogle få.

Hvis du ikke lige ved det, fortæller Dan Brown dig det hurtigt: at Dante digtede sit cirkulære efterlivs straffeapparat op omkring de syv dødssynder, hvor den sidste, 'ligegladhed' (acedia), var den værste og muligvis også den, forfatteren selv skulle vare sig for.

Dødssynder er jo, når mennesker negligerer verden eller nægter at engagere sig i verdens gang.

Ingen stor sproglig stilist
Her har en genial videnskabsmand udi genoteknik læst sig bims på den gamle digters magnifikke og geniale komedie, især med tryk på 'Inferno'.

Med den mulige dommedag, der ikke kun i katolske gevandter, men også for vor egne tider vil ende i en art selvskabt apokalypse.

Derfor har han sat flere kræfter i skred, deriblandt vor helt fra Harvard, og nu er han altså både jaget vildt og manden, som skal løsne knuderne, afsløre sammensværgelsen, kort sagt redde verden.

Dan Brown er ikke nogen stor sproglig stilist. Man kan ikke sige, at han skriver dårligt, men han skriver heller ikke spændende og spændstigt.

Men han kan noget, som er sværere, og som distancerer ham fra de mange akademiske fagfolk, som efter succesen 'Da Vinci Mysteriet' troede, at sådan en kunne de også lige fabrikere.

Brown er drevent dygtig til at dirigere sit plots logistik, skære kapitlerne episk til i passende montager og netop aldrig gøre sine lærde indfald for lange.

Dernæst er der hos Brown en ægte ærkeamerikansk begejstring for gamle Europa, der er gribende smittende i al sin simpelhed.

Et snakkesaligt skuffejern
Min egen følelse under læsningen var at være tilbage i drengetiden, hvor jeg læste forfatteren Jules Vernes romaner.

Ligesom den gamle franskmand skriver Brown fortællende overfladisk ramasjang, som skyer en hver form for dybdepsykologi eller socialpsykologisk kausalitet.

Robert Langdon er på alle måder en flot, men noget nørdet amerikaner, men han er også en aseksuel træmand og et snakkesaligt skuffejern. Når han skal skrive et kærlighedsbrev ved graven for Dantes Beatrice, er det en bøn om at blive en god kunstformidler!

Mit bud er, at Brown snedigt har kalkeret ham over 1800-tallets berømte britiske kunsthistoriker John Ruskin, som kasserede sin kone, da hendes skød på bryllupsnatten afslørede sig ikke at være af hårløst marmor som hos de gamle græske skulpturer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På det sæt er fascinationen ved Browns bestsellerberømmelse langt mere speget og mystisk end til blot at kalde ham en habil romansnedker med et vist håndværk for at skrive hurtigt og sende folk på museer.

Går kluddermor i slutningen

Mod slutningen bliver maskepien for broget, og der går kluddermor i de mange tråde med tegn, som skifter fortegn og andre episke transformationer. Det virtuose i det intrigante design bliver kort sagt for indviklet.

LÆS OGSÅ

Selv i en usandsynlig historie skal der være en rest rationel sandsynlighed midt i slutningen. Vi vil vel egentlig bare have en mere solid forløsning efter det meget lange kraftige forspil og forarbejde.

Men vejen derhen, ja, hele molevitten med både at have den episke, den informative og den gådefulde spænding i spil så længe og så vedvarende, kræver hjerter.

Hele fire, men det tredje er det mindste.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden