Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
FORDOMSFRI. 'Løftet' viser  Friedrich  Dürrenmatt som en dramatiker, der udlåner sig selv til krimien. Foto:
Foto: AP

FORDOMSFRI. 'Løftet' viser Friedrich Dürrenmatt som en dramatiker, der udlåner sig selv til krimien. Foto:

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mesterlig verdenslitteratur er forklædt som krimi

Friedrich Dürrenmatts tre skelsættende schweiziske krimiromaner ude i ny dansk oversættelse.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I min hedengangne nysproglige gymnasietid, da vort nabosprog tysk var et langt mere agtet fremmedsprog end i dag, læste vi ud over værker af selvfølgelig Goethe og Schiller også schweizeren Friedrich Dürrenmatts ’Dommeren og hans bøddel’.

Et godt eksempel på, at der også kunne skrives vedkommende, moderne og spændende prosa på dette sprog efter Anden Verdenskrig.

Dramatikeren Dürrenmatts mesterkrimi om kommissær Bärlachs kamp med storforbryderen Gastmann, der udkom i 1952, er da også præget af efterkrigstidens etiske eksistentialisme. Samt det neutrale Schweiz’ noget anløbne forhold til nazismen, som alpelandet taktfuldt tog afstand fra i trit med de allieredes sejre.

På skakbrættet mellem Gud og Satan Den aldrende politimand Bärlach, som Dürrenmatt kreerede både over Simenons Maigret og forfatterens landsmand Fritz Glausers vagtmester Suder, sætter i sit livs vinter denne Gastmann skakmat, men ikke uden uforudsete og fatale omkostninger og indgriben i andres liv. Og kan man det?

I en større sags tjeneste, på skakbrættet mellem Gud og Satan, bruge andre mennesker som brikker i sit eget spil?

Dürrenmatt, søn af en protestantisk præst, lagde helt klart sit eget kristne kald ind i sine utroligt velskrevne krimier, der på mange måder er lige så selvransagende og eksistensfilosofiske som hans samtidige inden for landets grænser, Max Frisch, og i nabolandet Frankrig, Sartre og Camus.

Nogle vil endog sige mere underholdende i anslaget, men det blev også brugt mod Dürrenmatt, dengang krimigenren var meget mindre stueren end i dag.

En moderne seriemorder
’Mistanken’ er en slags appendiks til ’Dommeren og hans Bøddel’, hvor det antydes, at Bärlach lever på lånt tid ramt af mavekræft. Her er han så blevet indlagt på et hospital, hvor han får nys om, at en af lægerne er en nazistisk krigsforbryder, som skjuler sig i sin hvide kittel for omverdenen.

Fra sygesengen tager Bärlach affære, men om kap med døden på både den ene og den anden måde. I 1960’erne blev disse to Bärlach-historier samlet i et bind, ’Kriminalkommissæren’.

’Løftet’, som Sean Penn fortræffeligt filmatiserede med Jack Nicholson i hovedrollen i 2001 som den perfekte politimand, var jeg selv ved at sætte ind i min bog ’Verdens bedste krimier’ i stedet for den om dommeren og hans bøddel.

Romanen fra 1953 har som satirisk undertitel ’Rekviem over kriminalromanen’, og ud over at det er en af de første om en moderne seriemorder, så er det også et syrligt, men spændende opgør med den angelsaksiske regelrette puslespilskrimi, whodunit.

Den geniale, men også meget selvbevidste politikommissær Matthäi, som just er på sin karrieres tinde på sin sidste arbejdsdag, trækkes ind i en sag om en barnemorder. Små piger i røde kjoler og med fletninger findes brutalt myrdet her og der.

Æren på spil

Han sætter sin ære og pension på spil, ja, spiller med mennesker for at finde sin morder. Det er en fantastisk, nådesløs krimi, som med sin indre energi om fornuft og følelser, nødvendighed og tilfældighed, om hybris og nemesis kunne være skrevet af gamle Sofokles.

Måske den skæbnefortælling, som mest viser Dürrenmatt som en dramatiker udlånt til krimien, men med den græske tragedie i blækket. Ikke sært at ’Løftet’ er blevet filmatiseret flere gange, gerne med en anden slutning end her. Den er nemlig mere noir end bitter mørk schweizerchokolade, meget langt fra landets Toblerone forsødet med honning og forsonende mandler. Det skal ikke afskrække nogen. Her er tre gange verdenslitteratur forklædt som krimier. Tegn på, at den virkelige grænse i litteraturen går mellem gode og dårlige bøger, ikke mellem genrer med eller uden ’krimi’ foran.



Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden