I tegnernes hus holder Hanne Kvist til ude i værkstedet. Her maser og regerer hun med stoffet, så billederne bliver meget kropslige. Det er trist, hun (næsten) er holdt op med det, for nu vil Hanne Kvist hellere koncentrere sig om at skrive. Så nu maser og regerer hun foran computeren med at omskrive alle de mange kræfter til ord. Det er ikke lykkedes hver gang, men hér har hun fundet en formel, hvor styrke = nænsomhed. 'Jeg er Frede' er smuk som et digt. Medvind og medhør 'Jeg er Frede' har en undertitel i en parentes: 'men det er ikke altid det de andre kalder mig', og det er Dansklærerforeningen, der lægger papir til i sin nye serie med 'billedromaner' for store børn, der redigeres af Kari Sønsthagen. Den skrivende tegner får på billedsiden medvind og (medhør) af Cato Thau-Jensen, der selv er nænsom. Sammen laver de et billeddigt. Banalt på højeste niveau Første korte kapitel om Frede, der rimer på Fede, er spækket med poetisk snusfornuft. I ren, kortfattet knækprosa fortæller Hanne Kvist om sin Frede, der er god til at lave vandbomber i svømmeren, som tager trøjen omvendt på og griner lidt for underdanigt af andres vittigheder. »Den dreng er mig«, står der. Så tager Frede over for at fortælle resten af historien. Det er for så vidt ikke handlingen, der trækker læsset. Frede er på koloni, hvor han bliver tålt - og småmobbet. Lige indtil klassen er på kanotur, og Frede får brug for sine evner fra svømmehallen. Det er banalt nok, men det er banalt på højeste niveau. Gnistrende møde Over meget få linjer fortæller Hanne Kvist om drilleri og forundring over drilleriet. Sproget er indtrængende som en røntgenstråle. Inde bag sit fedtlag registrerer Frede alt - og er alligevel uforberedt og i baglås. Der er stemninger og antydninger nok til en stor roman - uden billeder. Cato Thau-Jensen har først og fremmest taget kulør efter historiens ro. Han leger med den rette linje, collage og fjernøstlig tradition i sine tegninger. Farvevalget er netop nænsomt. Og så har han dog valgt at udfordre inderligheden med sære opstillinger og et personligt valg af motiver. Hans bud på klassikeren 'snobrød og pølser' er flot fundet på og meget kropsligt, (hvis man kan sige det om pølser). Her rundt om lejrbålet mødes tegner og fortæller, så det gnistrer. Og Frede? Han bliver en helt.