Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rum. Som ung soldat i Første Verdenskrig blev Carlo Emilio Gadda taget til fange af tyskerne. På fotoet her er den aldrende italienske forfatter dog ikke fængslet, selv om hans omgivelser kunne lede tankerne i de baner.
Foto: Udateret/Forlaget Vandkunsten

Rum. Som ung soldat i Første Verdenskrig blev Carlo Emilio Gadda taget til fange af tyskerne. På fotoet her er den aldrende italienske forfatter dog ikke fængslet, selv om hans omgivelser kunne lede tankerne i de baner.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


Italiens James Joyce vrider og vender sproget

Carlo Emilio Gaddas hovedværk åbner sig i al sin desillusionerede vrede.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var en stor lettelse i efterordet til 'Visheden om smerten' at erfare, at forfatteren, Carlo Emilio Gadda (1893-1973), af Italo Calvino er blevet kaldt den italienske James Joyce.

For det var i første omgang en kamp for mig at komme igennem især første del af Gaddas hovedværk 'La cognizione del dolore' fra 1963, der nu foreligger på dansk, i hvad jeg nu ser, er en beundringsværdig oversættelse.

LÆS OGSÅ Men min indledningsvis desorienterede læsning var et lærestykke i, hvor vigtigt det er at vide, hvad man skal forvente. Efterordet, der ligeledes opklarede de mange selvbiografiske træk i bogen, fik det til at falde på plads.

Og da jeg begyndte forfra på 'Visheden om smerten' med Joyce i baghovedet, åbnede den sig i al sin desillusionerede vrede, tragiske og til tider pubertære og sågar rabelais'ske charme. Men der skal arbejdes for sagen...

På kanten til krukket
'Visheden om smerten' handler om Italien under fascismen, om den fattige landbefolkning, om et gammelt hus på landet, om en forarmet enke og hendes intellektuelt og følelsesmæssigt indebrændte søn Gonzalo, der har skrevet et digert værk til skrivebordsskuffen, og om hans elskede bror, der blev dræbt i Første Verdenskrig.

Men det hele er henlagt til et imaginært Sydamerika: Gaddas fødeby, Milano, kaldes således Pastrufazio, Italien er Maradagál og fjende- og nabolandet Østrig er Parapagál, ligesom majs hedder banzavois. (Det giver associationer til 'tom mave' oplyser oversætteren i føromtalte efterord).

Et vagtværn, som hævner sig på folk, der ikke abonnerer på dets tjenester, er symbol for fascistpartiet.



Romanens omstændelige og åbenlyst overflødige, digredierende og nærmest parodiske noter forekommer dog noget krukkede.

Især på baggrund af, at mange meget fremmede ord (såsom hebefreniske og subandinske i en og samme sætning) og latinske citater, som den lærde Gadda strør om sig med, ikke får nogen forklaring (hvilket de burde, om ikke andet fra oversætteren).

Conni-Kay Christensen er for øvrigt filosof, dansk lektor i Milano, har skrevet ph.d. om Gadda og er via sin vingård i Piemonte fortrolig med egnens dialekt.

Altomfavnende desillusion
Krigens skygge ligger stadig over Italien i de sene 1920'ere, som 'Visheden om smerten' omhandler. Der er alt for nærværende erfaringer med krigens gru, magtens hykleri, naiv patriotisme, fysiske og psykiske krigsinvalider og en fortabt generation af (arbejdsløse) mænd. En desillusion over hele linjen, som forfatteren delte.

Carlo Emilio Gadda ville have været filosof og nåede næsten at skrive magisterafhandling om Leibniz, men blev af omstændighederne og sin dominerende, kolde mor – en ruineret enke, der levede over evne – tvunget til at være praktiker. I sit forfatterskab forfægtede han dog siden, at tænkningen og kunsten skal tage udgangspunkt i det konkrete.



Gadda, som med et Dantecitat blev kaldt ’Den store lombarder’ ('Il Gran Lombardo') blev ingeniør efter deltagelse i Første Verdenskrig og et årelangt, traumatisk tysk krigsfangenskab og arbejdede blandt andet tre år i Argentinas da boomende økonomi.

Men fra 1940'erne kunne han hellige sig filosofien og litteraturen: noveller, romaner, digte og essays, for eksempel 'Eros e Priapo' fra 1945, der analyserer fascinationen af Mussolini som et småborgerligt fænomen – og først blev publiceret i 1967 i en renset og mindre satirisk version. (Den originale udkommer i år).

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han skrev også en kriminalroman (oversat til engelsk: 'That Awful Mess on Via Merulana') uden nogen opklaring, men fuld af dialekter og sproglige eksperimenter. 'Visheden om smerten' er, om man vil (men det vil jeg ikke), på sin vis også en kriminalhistorie uden opklaring.

Gaddas styrke og svaghed

Gaddas sprog er fra før krigen, men han skriver i traditionen for sproglig innovation; han opfandt, forvrængede og deformerede således ord, der nu indgår i det italienske sprog som 'gaddianske neologismer'. Og så boltrer han sig i dialekter, teknisk jargon, ordspil – og, som sagt, latinske citater.

Hans stil er barok, ekspressionistisk og mildt grotesk. Om det barokke lader han sin forlægger sige, i et appendiks, der skal forestille at være en udenforståendes analyse af 'Visheden om smerten', men naturligvis er skrevet af Gadda selv:

»De spektakulære symboler ansporer som regel fortællingen til en programmeret hån, som på visse sider kommer til at lyde skinger og virke deform. De ansporer den til polemik og spot, til det groteske og 'barokke', til utålsomhed og tilsyneladende grusomhed, til en tankens 'misantropiske' dvælen. Men det groteske og barokke huses allerede i tingene, i en for os ekstern fænomenologis individuelle påfund, i det af få eller mange 'almindeligt' anerkendte begreb, og i skrifterne, om de så er menneskelige eller umenneskelige«.

Germansk var han i en vis mani med ro og orden og i sit had til fedtet madpapir, æggeskaller og trippen på dørtrinnet med høflighedsfraser

Det lange citat afspejler både Gaddas sprog, hans litterære credo og hans filosofiske tilgang. Andre steder er hans skildringer lyriske på grænsen til det patetiske, mens læseren hele tiden aner og forventer et spottende smil. Dog ikke i naturbeskrivelserne:

»Cikaderne var vågnet op igen og ridsede med deres støj det ubetydelige grønne under lyshavet, hele sommerhimlen knitrede af deres endeløse hvin i takt med en øredøvende frihed«.

LÆS OGSÅ Her en karakteristik af Gonzalo: »Germansk var han i en vis mani med ro og orden og i sit had til fedtet madpapir, æggeskaller og trippen på dørtrinnet med høflighedsfraser«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

'Visheden om smerten' er skrevet i flere modi. Måske allerbedst, hvor Carlo Emilio Gadda skildrer den gamle mor og den fortvivlede, rasende, forurettede søn. Hans eget alter ego. Italienske Gadda kunne være en fjern, gammel slægtning til norske Knausgård.

Udadtil fuldstændig forskellige – men med en fælles drivkraft. Bestående af kærlighedshunger, vrede og anfægtelse, måske.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden