»Er det ikke bedre at blive her? Du er født her, din datter bor her; du kender alle, det er her du hører til!«. »Er det? sagde jeg. Synes du virkelig det?«. Pia Juul kan noget med slutninger. Hun har en uforlignelig evne til - som i åbningsnovellen 'De gales hjem' - at dreje kniven rundt i det sår, historien har kredset om. Et sår, som i digterens toogtyve nye noveller har at gøre med en fortabt lykke og oprindelighed. Psykisk virkelighed I flere af novellerne rejser fortælleren på sporet af den tabte tid tilbage til 'dengang' - en rejse som på forhånd er dømt til at mislykkes. Det er der mindst to grunde til: for det første er der i Juuls optik slet ikke så dejligt derude hvor stokroserne og stråtagene findes, hvilket hun til fulde demonstrerer i HCA-pastichen 'Ude på landet', hvor eventyrets grimme ælling, en pige på ni-ti år, lærer skylden, skammen og straffen at kende, da familien flytter fra lejligheden inde i byen og ud i et gammelt bondehus. For det andet er det oprindelige for længst udraderet; de gode gamle dage eksisterer kun som anekdoter - pointeret i samlingens titel 'Dengang med hunden' - der vokser til større og bedre historier for hver gang de bliver fortalt. Virkeligheden har ikke så meget fysisk som den har psykisk gehalt i fortællingernes glimt af barndom, eventyr, hverdag og drømme. Bestialsk ro Midt i hverdagens rutiner løber der et blodspor af mord, selvmord, nid og nag gennem bogen; et blodspor der i Pia Juuls mundrette og uforfinede prosa er med til at befæste indtrykket af tilværelsens helt almindelige absurditet. Der er noget virkelig bestialsk over den ro, hvormed (den hellige) Hanne Birgitta, som hverken ryger eller drikker, får organiseret, at farbror Riccos lig bliver fjernet fra betongulvet i bryggerset og skaffet af vejen midt under en stor familiefest: »Alle mumlede forarget ved ordet mord, men sløvt, som om vi egentlig var ligeglade«. I 'En flinker fyr' bliver naboen Kalle fundet myrdet med en økse i sin seng om natten. For ægteparret ved siden af opleves det mest af alt som et generende brud på hverdagens rutiner: »Det var torsdag, så egentlig skulle jeg have ordnet vasketøj om formiddagen, der var ved at gå kludder i det hele«. Og man kan vel heller ikke gøre sig håb om at låne Kalles græsslåmaskine længere ... Morsomt på afstand Tilværelsen er en ødemark for de fleste af bogens fortællere, der har skiftende køn, alder og syn på tilværelsen. Fælles for dem er imidlertid et særlig juulsk træk: et vist sløvsind over for de hændelser, der finder sted her og nu. Måske har de resigneret over for lykken, der er en fuldkommen fremmed følelse, de få gange den viser sig i bogen - f.eks. som en kvindes udfrielse, da hun står fadder i kirken; noget der imidlertid bliver oplevet som ubehageligt af ægtemanden: »Rædselsslagen så han på hende, hun så jo lykkelig ud, men hvorfor havde han så ikke set det udtryk før?«. Som man aner, ved Pia Juul, at det forfærdelige er morsomt på afstand, og sådan har jeg det også, mens jeg fornøjet læser 'Dengang med hunden', hvor enhver form for sarkasme på forunderlig vis kommer til at stå for læserens egen regning. Selv vedkender digteren sig undervejs et valgslægtskab med den newzealandske novelleforfatter Kathrine Mansfield, som får disse ord med på vejen, sagt til en læser af hendes bøger: »Så er det derfor, du ser så melankolsk ud! Hvis man kan lide Kathrine Mansfield, er man vemodigt anlagt!«. Det samme gælder, hvis man - som denne læser - kan lide Pia Juul og indimellem tvivler på, om man overhovedet hører til her, på dette sted.