Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Adoption. Den amerikanske adoptivmor og forfatterinde Cheri Register advarer mod adoptionens værste fejlgreb, mens den svenske skuespiller Michael Nyqvist beskriver adoptivbarnets problemer, når det er gået galt. Tegning: Mette Dreyer

Adoption. Den amerikanske adoptivmor og forfatterinde Cheri Register advarer mod adoptionens værste fejlgreb, mens den svenske skuespiller Michael Nyqvist beskriver adoptivbarnets problemer, når det er gået galt. Tegning: Mette Dreyer

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


Der findes familier – og adoptivfamilier

To aktuelle bøger borer i adoptivfamiliens ømmeste punkter. Kan vi lære noget?

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er en central passus i den svenske skuespiller Michael Nyqvists momentvis svært gribende erindringsbog ’Når barnet har lagt sig’, hvor han som voksen reflekterer over sin status i adoptivfamilien:

»Undertiden hviskede mor om, hvordan de havde valgt mig på børnehjemmet. At jeg var ældst, at alle ville have piger. De havde udpeget mig blandt andre børn gennem en glasrude. Jeg var blevet løftet op til mine forældres liv«.

Passagen anskueliggør den svenske adoptivmors – formentlig kærlige – ønske om at lade sin søn føle sig udvalgt samt sønnens ubehag ved netop denne selektion, denne ’ophøjede’ status.

Samme følelsesmæssige modsætning berører den amerikanske forfatter Cheri Register i bogen ’De bedste hensigter’, hvor de mange eksempler og rammende citater fra et langt liv som reflekterende og skrivende adoptivmor må få nakkehårene til at rejse sig på enhver; som når hun refererer til adoptivbørn, der angiveligt har følt sig som »velgørenhedsprojekter«.

Baggrunden kan være adoptivforældres grundfæstede overbevisning om, at tilbuddet om kristen opdragelse er det ukristnede barns vej til Gud – og dermed frelse.

Eller oplevelsen kan skyldes adoptivforældrenes mere generelle, postkoloniale overlegenhedsfølelse i forhold til giverlandet.

I begge tilfælde ender barnet med at føle sig tynget af en taknemmelighedsgæld, forklarer Register advarende.

Som dansk adoptivmor tager man sig uvilkårligt til hovedet. Skulle den slags formaninger virkelig være nødvendige?

Findes der i dag adoptivforældre, der ikke anerkender adoptionens tragiske udspring, som ikke midt i den daglige glæde gribes af ydmyghed over for den biologiske familie og det oprindelsesland, der har givet et barn fra sig?
Oprørende og provokerende læsning

Hverken Nyqvists bedrøvelige, personlige erfaringer fra 1960’ernes Sverige eller Cheri Registers bog om international adoption (2005) med afsæt i hendes egne erfaringer som mor til to koreanske piger, bragt til Minnesota i 1980’erne, er behagelig læsning for danske adoptivforældre, der lige nu er i færd med at opfostre deres børn. Det er til gengæld oprørende og – som allerede antydet – provokerende.

Med til Michael Nyqvists historie, der i spring fortæller et søgende menneskes arbejde med at nå ind til sig selv, hører den afgørende ’detalje’, at han først som halvstor dreng fik at vide, at han var adopteret.

Og med oplysningen følger moderens: »Det er vores hemmelighed, Michael«. Hemmeligholdelsen er i dag – forhåbentlig – en lige så sjælden praksis i Sverige som i Danmark, hvor adoptionsprocessen har meget lidt med personligt udvalgte børn, løgn og fortielse at gøre.

Tværtimod er det i alle officielle adoptionssammenhænge en grundfæstet ’regel’, at man som forældre delagtiggør børnene i deres egen historie, så åbent og ærligt som overhovedet muligt.

Og så er det i øvrigt uhørt at betragte adoption som noget, der bare minder om velgørenhed.

I hvor høj grad Michael Nyqvists følelse af indre tomhed, skuffelse og svigt kan føres tilbage til selve løgnen og adoptivforældrenes fejlslagne håndtering, interesserer selvsagt moderne adoptivforældre, selv om svaret intet ændrer ved selve smerten i Nyqvists beretning.

En beretning, der udvikler sig til en begavet særudgave af ’Sporløs’ med frit kig ind til den følelsesmæssige turbulens i hovedet på en mand, der skal præstere dels som familiefar, dels som skuespiller i Lars Noréns krævende tjeneste.

På et tidspunkt, da gensynet med den italienske far er nært forestående, svimler det for Nyqvist, og han skriver: »Holder mig fast i det, jeg har. Min rolle«.

’Når barnet har lagt sig’ kan læses af alle, der interesserer sig for, hvad der driver en af Sveriges virkelig dygtige skuespillere, ligesom forfatteren (og adoptivbarnet) Peer Hultbergs efterladte ’Brev’ og ’Selvbiografi’ kunne læses af enhver, der er optaget af, hvor gysende skævt det kan gå mellem børn og forældre.

Som adoptivmor kan man i begge tilfælde endda holde pauser fra skyldfølelsen ved – delvist – at tilskrive tragedierne fortidig og forældet adoptionspraksis.

Lad børnene selv styre kulturmødet
Det er i første omgang sværere, når man læser ’De bedste hensigter’, hvor Cheri Register med sine aner i Danmark, adskillige konferencer, artikler og bøger på cv’et fremstår som lidt af en verdenskendt ekspert i international adoption.

Erfaring har hun, og ærlighed leverer hun i sin opstilling af de ting, adoptivforældre notorisk gør galt.

Og langt hen ad vejen er hun en skarp iagttager med konstruktive råd om eksempelvis ikke at forgribe sig på sine børns kultur, fremture som eksperter i stammedans og lokale vuggeviser, men lade børnene selv styre kulturmødet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For »selv efter 25 års adoptivfamilieliv er jeg endnu ikke blevet koreansk«, konkluderer Cheri Register med knasende tør humor.

Ønsker man i øvrigt dybere indsigt i dette kulturmøde, set fra den adopteredes vinkel, er Eva Tind Kristensens digte ’do’ en original og både litterært og følelsesmæssigt stimulerende vej.

Cheri Registers bog bygger imidlertid også på nogle antagelser om, hvordan normalt begavede og etisk ansvarlige moderne adoptivforældre sådan generelt tænker og føler.

Antagelser, jeg i hvert fald har svært ved genkende: at man som adoptivforældre skulle gå rundt og sørge over ’det barn af kød og blod, man aldrig fik’. Vås!

At man forventer en taknemmelighed fra det barn, der blev reddet fra fattigdom og nød. Sludder. At man skulle frygte og dermed modarbejde sit barns interesse i sit fødeland – hvorfor dog?

Naturlig søgen efter identitet og ståsted
Ved at opstille disse følelsesmæssige grundkonflikter, der efter min bedste overbevisning højst kan nage den endnu ikke ’modne’ adoptivforælder, synes bogen snarere at henvende sig til de voksne, der vakler i deres erkendelsesproces under de adoptionsforberedende kurser, vi trods alt har her i landet.

Eller til adoptivforældre i andre lande, hvor adoptionsforløbet måtte være omgærdet af mindre professionalisme, oplysning og dialog.

Hertil kommer, at adoptivbarnets naturlige søgen efter identitet og ståsted i livet kobles foruroligende tæt sammen med spørgsmålet om hudfarve og etnicitet i Registers amerikanske optik.

Min hovedanke går på, at Cheri Register let kommer til at reducere adoptivbarnets eksistentielle søgen til et spørgsmål om kategorisering, gruppering – en slags artsbestemmelse.

For selv om det i en vigtig bisætning nævnes, at adoption ikke er »det eneste definerende aspekt« i en adoptivfamilie, så er hendes velmente iver efter at liste mulige, mere eller mindre ideelle, gruppetilhørsforhold for internationalt adopterede overvældende.

Etniske, tvær- eller multikulturelle minisamfund, brogede lokalsamfund eller egentlige foreninger – alt sammen tiltag, der giver barnet rig lejlighed til at spejle sig i andre end den hvide (amerikanske) familie, han eller hun er bragt sammen med.

Selvfølgelig må en bog om en adoptivmors erfaringer fokusere på netop dét opdragende greb, men i en guide til ægte og fyldestgørende støtte til adoptivfamilier leder jeg forgæves efter den filosofiske og psykologiske overbygning, der vel i sidste instans skal med, hvis vi skal kunne bryste os af at tilbyde vores børn de ultimative redskaber til at ’forstå sig selv’ som hele mennesker.

Og ikke ’bare’ som barn i en kristen, vestlig, heteroseksuel familie. Cheri Registers bog bør derfor ikke stå alene.
Man elsker dem jo lige så højt

Noget højere til loftet bliver der eksempelvis, hvis man læser psykolog og adoptivmor Agnete Diderichsen, der i bogen ’Man elsker dem jo lige så højt…’ (2003) stilfærdigt minder os om, at oplevelsen af tomhed er et menneskeligt grundvilkår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Når man er adopteret, kan man sige, at det hul eller det savn er ens biologiske rødder. Men det er ikke sikkert, at det er rigtigt. Adoptivbørn har noget at hænge savnet op på. Det har vi andre ikke. Vi er overladt til »sjælens ubodelige ensomhed«, som Hjalmar Söderberg så smukt har udtrykt det«.

Eller sagt på en anden måde: Der kan ikke herske tvivl om, at adoptivbørn skal tilbydes alle de muligheder for spejling og dialog om netop det at være adopteret, når behovet er der, det er Michael Nyqvists historie jo i sandhed bevis på.

Men på den anden side kan vi i vores kærlige bedreviden måske også komme til at forveksle (adoptiv)barnets almenmenneskelige kriser og grundspørgsmål til livet med noget specifikt og eksotisk adoptionsrelateret.

Og lader vi som forældre først den adopterede stå alene med følelsen af eksistentiel tomhed, så er vi da for alvor gået galt i byen med alle vores gode hensigter.

For ikke at sige med vores eget menneskelige erkendelsesprojekt.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden