Genopdage Henrik Pontoppidan? Jamen, har han ikke været der hele tiden? Både ja og nej. Jo, han står på hylderne, og de store romaner fås normalt i paperback. Men for at være ægte samtidslitteratur skal en klassiker genudgives og nytolkes, og her kommer Gyldendal med en velkommen nyudgave af hans første fortællinger. Udgaven er identisk med det første af de tre bind 'Noveller og Skitser', forfatteren i 1922-30 redigerede som den endelige form (de næste to bind følger). Man kan foretrække hans førsteversioner, der tit er friskere, men dette er en folke-, ikke en tekstkritisk udgave, endda med et medrivende efterskrift af Jens Smærup Sørensen, og Pontoppidans magiske, altvæltende realisme virker i alle versioner. Teksterne er skrevet 1883-90, enkelte lidt senere. Den fælles ramme er Estrup-tidens forfatningskamp, da godsejerne sad hårdt på magten, mens visse Venstre-folk længtes efter de bonede gulve, og alle blæste på underklassen. Det er politisk interessant, men den afgørende strøm udgår fra Pontoppidans forrygende sprog- og fortællekraft.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























