Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Hypermodernitet. Hiromi Kawakami formår at indkapsle de store kontraster i nutidens Japan.
Foto: Tomohiro-Muta/PR foto

Hypermodernitet. Hiromi Kawakami formår at indkapsle de store kontraster i nutidens Japan.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Japansk kærlighedshistorie er en fin buket af paradokser

Hiromi Kawakami siger det ikke med blomster, men med en skive tørret hvalkød og en rest eddikemarineret mozuku-tang.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Selv om Jiro Taniguchi vælger at digte lidt videre på historien, er hans manga-fortolkning af Hiromi Kawakamis roman vældig trofast.

Mange replikker går igen, og scener er sat, så de er til at genkende. Alligevel er Kawakamis 13 år gamle roman en helt anden og mindst lige så dejlig oplevelse.

Taniguchis billeder er ikke at kimse ad, men dem, man danner i hovedet under læsning af romanen, er nu heller ikke så ringe!

LÆS OGSÅ

At den 55-årige Kawakami er et af de store navne i japansk litteratur, forstår man godt, når man har haft den helt særlige oplevelse at duve sig vej igennem ’Senseis mappe’, der i sin tid vandt den fornemme Tanizaki-pris.

’Senseis mappe’ er en helt enkel historie med sin egen fine lille buket af paradokser. Det er ikke hver dag, man læser en fortælling så sart som kronbladet på en lyserød kirsebærblomst – om en kvinde, der drikker som en hest.

En sommerfugls basken
Diskretion er både en æressag og en forms sag. Man siger hellere alt for lidt end en smule for meget og kvajet. Så det tager sin tid, før det åbenbarer sig, at mødet mellem den 37-årige Tsukiko og hendes dobbelt så gamle tidligere gymnasielærer Harutsuna Matsumoto faktisk er en kærlighedshistorie.

Tsukiko havde Matsumoto til klassisk japansk i gymnasiet, men kan knap nok huske ham, da de mødes igen på en lille bar ved stationen. Brød hun sig egentlig særlig meget om ham dengang?

Ikke særlig. Men nu vænner den ensomme kontorskønhed og den formelle enkemand sig langsomt til hinanden.

Langsomt, langsomt igennem en fælles interesse for mad og drikke nærmer de sig hinanden. Hun kalder ham sensei. Ikke Sensei med stort, ærbødigt S, blot med lille s. En antydning af uformel intimitet, som måske i virkeligheden er blottelse på størrelse med en ladeport, hvis man ved, hvordan den slags skal læses.

At få tradition og modernitet til at swinge sammen er en udfordring overalt, men få steder så stor og spændende som i Japan

Tsukiko er bogens jeg-fortæller, og da hun også er diskret japansk og ikke bebyrdet med voldsom megen selvindsigt, går der lang tid, før afgrundsdybden i hendes ensomhed og voldsomheden i hendes følelser toner frem.

’Senseis mappe’ er mildt sagt ikke en love story med store armbevægelser, men sommerfugle kan også baske med vingerne, så det har en effekt.

Den første aften, hvor de mødes på den lille bar, deler de fem flasker sake, og snart når Tsukiko frem til, at de ikke blot har samme madsmag, men også »samme hang til en vis afstandtagen til andre mennesker«.

I begyndelsen er »den behagelige afstand« imellem dem hendes tryghed. Men langsomt forstår hun, at han er den eneste, hun »føler sig rigtig« sammen med.

Det gamle og det nye

Som så mange andre japanske nutidsfortællinger er det også en historie om det gamle og det nye.

At få tradition og modernitet til at swinge sammen er en udfordring overalt, men få steder så stor og spændende som i Japan, hvor hypermodernitet udfolder sig i en samfundssjæl, der stadig er dybt præget af gennemritualiseret tradition.

Tsukiko repræsenterer det unge Japans rodløshed. Sensei traditionens dybde, tryghed og stivstikkeri. Som sensei drillende konstaterer, er Tsukiko en meget dygtig elev, når det gælder om at drikke, men håbløs til klassisk japansk.

LÆS OGSÅ

Sensei citerer haiku-digte og holder på formerne. Han har noget med sig i bagagen. Symboliseret ved den mappe, han altid bærer rundt på.

Hvad mappen indeholder, ja det er jo så fortællingens zen-agtige pointe, der på det nydeligste afrunder en usædvanlig kærlighedshistorie udfoldet i et ikke-psykologisk univers af flygtige stemninger, nøgterne konstateringer og duften og smagen af mad.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden