Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Richard Dumas (PR)
Foto: Richard Dumas (PR)

U-hyggeligt. Forvent ikke mord med havesaksen i den britiske landsbystil hos Jean-Christophe Grangé - han er langt mere dyster, men ikke uden en vis selvironi.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Krimigenrens mørke fyrste vender uhyggeligt velskrivende tilbage

Jean-Christophe Grangés nye bog 'Kaiken' er ikke for 'Barnaby'-segmentet.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den franske krimiforfatter Jean-Christophe Grangé skiller vandene inden for krimilæsning og ditto ekspertise.

Mange finder, at hans spektakulære romaner om forbrydelse og straf mere minder om en gotisk katolsk katedral med kimærer på taget, kapeller for groteske helgener og mirakler med en middelalderlig stemning af, at ondskab er mere end at have siddet skævt på potten eller fået for lidt i kontanthjælp, og dermed har brudt formasteligt med en oplysende underholdningsgenre, som i sin tid slog sig op på stringens, logik, social rimelighed og demokratisk retfærdighed.

Andre derimod mener, at han velsignet og vederkvægende bryder med de nordiske lavkirkelige livsstilskrimier, som stræber efter at gøre hele verden socialdemokratisk (små)borgerlig.

Ramasjangroman Selv har han langet ud efter Sjöwall og Wahlöö og andre svenskere som krimiforfattere, der har affortryllet verden i almindelighed og krimien i særdeleshed.

På sæt og vis er han i hvert fald helt i trit med sin nations krimitradition, der mere er i familie med Alexandre Dumas og Victor Hugo end Conan Doyle og Agatha Christie. Ofte tematiserer en katolicisme, hvor Gud også uransageligt har skabt seriemordere, billige skøger og skingre psykopater i sit billede.



’Kaiken’, titlen på hans nyeste ramasjangroman og navnet på den kniv, en samuraifrue skærer halsen over med for at undgå vanære, viser i hvert fald, at han bag sin sensationelle historie om en forbryder, som slår gravide kvinder ihjel og brænder deres fostre, også er et eftertænkt kritisk spejl af sin samtid.

På sæt og vis er han i hvert fald helt i trit med sin nations krimitradition

På et større plan og med andre reflekser end om, hvem der henter barnet i børnehaven og valget mellem sød kærlighed og stilling som kontorchef.

Her er den barske og overvoldelige strømer Olivier Passan, passioneret blindøjet i den ritualkultur, hans japanske kone symboliserer, på sporet af en hermafroditisk pyroman og morder.

En sag, som dybest set handler om børnehjem og det senmoderne samfunds negligering af sligt.

Ingen Barnaby her

Men via sin kone Naokos japanske baggrund handler romanen faktisk ret så visionært og underliggende om europæerens fascination af gamle Japan.

Thi ud over at være en velskreven uhyggelig og inciterende politirutineroman – hvor fransk politi i modsætning til skandinaviske kolleger bruger fjendens fascistiske metoder – er den også en diskussion af den europæiske japonisme. Dyrkelsen af et gennemført ritualiseret og æstetiseret asiatisk æres- og slægtssamfund, der begyndte i midten af 1800-tallet.

Og som stadigvæk på godt og ondt, i bogen mest det sidste, viser sig i vor betændte betagethed af samuraiens æresbegreber, feudale riter for drab, kvindens totale fastholdelse i rigide kimonoer og stiliseret maskepi, zen og te i små kopper samt en religion, som egentlig ikke tror på meget andet end stil og skønhed, shinto og selvmord.

LÆS OGSÅ

Samtidig lanceres spændingen uden for turistens Paris. I det, de franske kalder for ’amerikanske kvarterer’, forstæderne til lysets by stedt i senmodernitetens sociale slum.

Så ’Kaiken’ kan ikke anbefales til yndere af ’Barnaby’, nydelige mord ved den engelske landsbys gadekær tæt ved herregården med lord og lady Somebody i tweed og rosensaks.

Jean-Christophe Grangé viser med sin sidste roman på dansk, at han stadigvæk er genrens mørke fyrste. Sågar med herlig selvironi over for fransk arrogance som civilisationens absolutte fyrtårn. Bravo!

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden