Henrik Nordbrandt fjedrer op fra stolen i et hurtigt ryk, som får kaffekopperne på bordet til at klirre. »Nej, ved du hvad ... Tænk engang, jeg skal liiiiige på toilettet«, erklærer den høje mand, og hans lydløse, næsten generte grin eksploderer i et larmende latterbrøl, mens han løber ud af stuen. Henrik Nordbrandt er flygtet fra udsigten til at få læst en lang liste af sine egne aversioner op.

Digteren, som fra sit selvvalgte eksil i Sydeuropa gennem 30 år har revset det meste, der er dansk – herunder vejret, sproget, humoren, højrefløjen, venstrefløjen og nationalsporten fodbold – orker ikke helt blive konfronteret med, hvor sur han egentlig har været.