For et års tid siden blev den danske forfatter Naja Marie Aidt ringet op i sin lejlighed i New York.

Det var den nyansatte leder på Aalborg Teater, Morten Kirkskov, der ville høre, om teatret måtte dramatisere hendes novellesamling ’Bavian’ fra 2006. Det måtte de gerne. Naja Marie Aidt blev også spurgt, om hun ville være med til at skrive manuskriptet. Det ville hun så ikke: »Jeg sagde nej. Dels synes jeg, at det er noget af det sværeste at skrive god dramatik. Dels havde jeg siddet med det stof så længe, at jeg ikke orkede en ny tur. Og sidst tænkte jeg, at jeg ville komme i en loyalitetskrise over for mine noveller: Jeg ville få svært ved at kill my darlings og vælge noget fra«. For Naja Marie Aidt lever en bog to gange: Når hun skriver den, og når hun »skubber den ud i verden«, hvor den bliver alles. »Man sætter jo noget på spil, når man giver stoffet fra sig, men det skal kunne tåle alle mulige fortolkninger og knubs. Det er vilkåret. Og jeg ser det som en stor fordel, at instruktøren af ’Bavian’ er svensk«, siger forfatteren. En dansk bog Naja Marie Aidt mener, at det vil kunne skabe et nyt blik på en novellesamling, som hun selv oplever som meget dansk. Personerne i bogen lever det høje liv og tror, de er udødelige, og når de konfronteres med død og skrøbelighed, falder de fra hinanden. »Jeg kan se nu, nogle år efter udgivelsen, hvor dansk bogen er. Det er højdramatiske noveller i en undergangsstemning, og de handler om moderne menneskers besværligheder ved at leve i velfærdssamfundet og om mennesker, der er gået fra at være borgere til at være brugere«. Hvor borgerne både har rettigheder og pligter i samfundet, er brugerne nogle, der kun kræver deres ret. Og det var udgangspunktet for en novellesamling, der blev udgivet, før finanskrisen satte nye dagsordener, understreger forfatteren.