Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Kærligheden 'kurerer' autist i beregnende feelgood-roman

'Projekt Rosie' er en uambitiøs, utroværdig og kommercielt beregnende roman.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette ville være en rigtig feel good-roman, hvis ikke det var, fordi man i sidste ende får dårlig smag i munden over dens præmis.

Nemlig at autisme (ligesom i forne tider homoseksualitet) kan kureres, hvis bare den rigtige pige/fyr dukker op.

LÆS OGSÅ

Det mærkes tydeligt, at den australske it-mand Graeme Simsions historie oprindelig er skrevet som filmmanuskript. I øvrigt under medvirken af en masse mennesker, herunder hans kone, som er psykiater og forfatter af erotiske bøger. ’Projekt Rosie’ lugter med andre ord af velplanlagt sammenkogt ret.

En autists tanker
Rosie er en ung kvinde, der gerne vil finde ud af, hvem hendes biologiske far er, og derfor sendes i armene på den flotte, kampsportsveltrænede, karrieremæssigt og økonomisk attraktive, men mildt autistiske genetikprofessor Don Tillman, der kan analysere dna-prøver for hende.

Bortset fra dette noget spinkle påskud er romanens anslag lovende, for det er Don, der er fortælleren. Det giver anledning til både stor moro og små indsigter hos læseren. Det er interessant at få indblik i en autists tanker, og den del virker et stykke af vejen troværdigt nok. Men så vil Don – uvist af hvilken grund – have en familie. Han går til Projekt Kone med komisk pragmatisme.

Alt ender naturligvis såre 'lykkeligt', hvis man hermed mener totalt tilpasset gængse succeskriterier i bagstræberiske, tandløse amerikanske film.

Denne læser tror dog ikke et sekund på, at en mand som han, intelligent, uden sociale kompetencer og ret ligeglad med, hvad andre mener om ham, går på banal partnerjagt med alle de ægte og falske hensyn, det afføder.

Don hjælpes af sine få officielle venner, den patologiske skørtejæger Gene og dennes godtroende kone, der er bogens eneste normale person.

Gene har nemlig et velvoksent Don Juan-syndrom med den ambition at knalde en kvinde fra hvert eneste land på kloden. Men Genes diagnose stilles aldrig; han kaldes bare til sidst et røvhul af den nu omvendte Don, der efter en langsom erkendelse og en del frem og tilbage med Rosie ender som et brag af en scoring, fordi han har lært empati. Hvilket i øvrigt slet ikke var målet, men er en sideeffekt af forelskelsen.

Inhuman feel-good

Læserens skuffelse over, at forfatteren så hurtigt svigter sin autistiske hovedperson, afløser den første boblende fornøjelse ved den usædvanlige synsvinkel. Ret skal være ret: Man er meget godt underholdt den første time, indtil det går op for én, hvor uambitiøst og kommercielt beregnende projektet er.

Det er solgt til 40 lande og til filmatisering. Og man ser da også allerede filmen for sit indre blik; komplet med vildfremmede restaurantgæsters bifald, når helten frier, og en ring af måbende tilskuere, når det viser sig, hvor godt han danser – hvis vel at mærke den rette kvinde fører ham.

LÆS OGSÅ

Kvinden er naturligvis Rosie, som er supersmuk samt den rette blanding af luder og madonna, barpige og akademiker, stærk, sjov og tilpas sårbar etc. Alt ender naturligvis såre 'lykkeligt', hvis man hermed mener totalt tilpasset gængse succeskriterier i bagstræberiske, tandløse amerikanske film.

Og dem med de virkelige diagnoser kan fanden tage ...

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden