For en kvinde, der idealiserer maskuliniteten så meget som jeg, er det svært ikke at være lidt vild med Jesper Wung-Sungs nye roman og få lyst til at flytte til Rudkøbing og få min kærestes navn tatoveret mellem skulderbladene, så det kan flimre for øjnene af min storebrors barndomskammerat, som jeg har samlet op nede på bodegaen, når han tager mig bagfra.
Den romankarakter, jeg her lever mig ind i, bliver ganske vist offer for en primitiv, voldelig maskulinitet.
LÆS OGSÅ
Men karakteren Peter, som romanen opfordrer læseren til at leve sig ind i ved at gøre ham til den ene af de to jegfortællere, repræsenterer en solid sydfynsk, omsorgsfuld, faderlig håndværkermaskulinitet, som bliver sat på prøve af utroskab og skilsmisse.
Heroverfor står den anden jegfortæller, Jon, der har gjort klasserejsen fra langelandsk bondesøn til københavnsk gymnasielærer, men nu er skredet fra kone og arbejde og vendt tilbage til fødeøen.
To mænd i krise, ham der blev, og ham der rejste ud. De har et fælles ungdomslig i lasten: Kammeraten Christian faldt i havet fra Langelandsbroen, og dén skal vi naturligvis ende med at stå på igen, gennem et plot, hvor Peters fodboldspillende søn og Christians tatoverede lillesøster er vigtige bipersoner.
Nedtælling til den dag
Peter og Jon fortæller kapitlerne på skift, med deres navne som overskrifter, så vi ved, hvem »jeg« nu er.
Men det lykkes også Wung-Sung at give dem to forskellige stemmer. Når der refereres til Odyssren, og enhver kvinde er kneppabel, ved vi, at jegfortælleren er Jon. Når lykken er et hammerskaft af hickorytræ eller en kop filterkaffe, mens man kigger ud ad egne gedigne bondehusruder, ved vi, at jegfortælleren er Peter.
Kun i romanens allerførste præludie- og drømmeagtige, kursiverede tekststykke fortæller et jeg uden at navngives. Der anslås en stemning, som på én gang er post- og prækatastrofal (»Det er som efter en naturkatastrofe«, »Jeg vil først tage hans og derefter mit eget liv«).
Herfra er bogen komponeret som en nedtælling, inddelt i syv afsnit, fra »TOLV UGER FØR«, »TI UGER FØR«, »OTTE UGER FØR« og så fremdeles til »DEN DAG«.
Det skaber fin suspens.
Højdepunkt af maskulinitet
Med Peter kan romanen se ud til at præsentere forestillingen om en ideel og ukompliceret maskulinitet, som fuckes op af økonomisk krise og et overforbrugende kvindeligt begær (konen Malene kan ikke få solbriller nok).
Som tømrer lærer Peter af sin mester at være »pålideligheden selv«. Som far er han den, der lægger familiens douglasgulv, bygger legeborg til sin søn og sætter sig for at initiere ham i maskulinitetens riter (»blod og bæ«). Som ægtemand elsker han for evigt sin kone for den frimodighed, hvormed hun efter første gang bandt knude på kondomet og slog en bralreskid på hans bryst.
Selvfølgelig var Peter også i sin ungdom en suveræn midtbanespiller, og højdepunktet af maskulinitet nås, da han smider sit oversavede fingerled i en skraldespand, fordi han ikke gider sidde og vente på skadestuen.
Simpel men solid
’MEN’ (som med et fint engelsk/dansk ordspil er romanens titel) Peters suveræne maskulinitet står for fald; skilsmissen forvandler ham fra idealmand til desperado – det kan vi forstå, når vi læser Jons passager, hvorimod det ikke rigtig lykkes at gøre denne forvandling tydelig i Peters egne passager.
