Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mesterværk. Donna Tartt har med omhu og frækhed restaureret Dickens' arv.
Foto: Beowulf Sheehan (PR)

Mesterværk. Donna Tartt har med omhu og frækhed restaureret Dickens' arv.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


6 hjerter: Berømt lille fugl er blevet til en stor amerikansk roman

Donna Tartts knaldroman 'Stillidsen' er som et smukt møbel fra Dickens' tid.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det lille maleri ’Stillidsen’ af Rembrandt-eleven Carel Fabritius overlevede som et af de få af hans værker, da krudtfabrikken i Delft eksploderede i 1654.

Fabritius og hans værksted røg med, da eksplosionen lagde en fjerdedel af Delft øde. Men det nymalede billede af ’Het Puttertje’ med fodlænken overlevede.

Et smukt chatol I Donna Tartts roman ’Stillidsen’ gentager historien sig. ’Stillidsen’ er på udlån fra Mauritshuis i Holland, da en terrorbombe rammer kunstmuseet i New York.

Foto: Beowulf Sheehan (PR)

En af de overlevende er den 13-årige dreng Theo Decker, der med rungende ører og omtumlet på alle kroppens og sjælens etager undslipper det smadrede museum med det lille maleri på godt og vel 33 x 23 cm stuvet væk i sin rygsæk.

Billedet er blevet betroet ham af en gammel mand, der dør i hans arme. Inden da har Theo i ét øredøvende glimt mistet sin mor, anet de rødhårede konturer af sit livs kærlighed og på godt og ondt fået udstukket sin livsbane i kunst, kaos og kærlighed.

Takket være den døde gamle mand finder den forældreløse Theo et helle hos møbelsnedkeren Hobie. Hobie restaurerer gamle møbler.

Hvis Donna Tartts store roman havde været et møbel, vil jeg tro, den havde været et chatol fra 1800-tallet. Lavet i hasselnød eller en anden smuk træsort med et indlagt mønster af lindeblomster og masser af skuffer til hemmeligheder og smukke genstande.

Eller rettere havde det ligner et møbel fra Dickens’ tid. Hvor en sand mester med nænsomhed har samlet gamle og nye stumper til et møbel med patina og personlighed.

Ingen tryg havn
Det er nærliggende at se beskrivelserne af Hobies håndværk som et selvportræt af forfatteren i arbejde. Donna Tartt er en forfatter, der gør sig ekstremt umage. Hun bruger mindst ti år på at skrive en roman. Så ’Stillidsen’, der har taget 12, er kun hendes tredje. Hvis ikke er man født til at være et geni, kan man i hvert fald gøre sig ekstremt umage.

Og som de dog er blevet flikket sammen, skilt ad, samlet igen og pudset og poleret disse 840 funklende, sømløst sammensatte sider. Som antallet til trods ikke kan anklages for at være en af disse forvoksede amerikanske romaner, hvor computeren er løbet af med forfatteren.

’Stillidsen’ har skam det lette flow, men dens ideal om at sammenføje de ypperste håndværksmæssige idealer med et godt greb om læserens opmærksomhed er af meget ældre dato end nogen computer.

Handlingsskelettet er som taget fra en Dickens-roman. Hovedpersonen er en dreng, der bliver forældreløs. Han mister sin elskede mor og bliver brutalt smidt ud i en verden, hvor han støder på enkelte gode mennesker, men nok så mange af skidt karakter. Han falder i blandt tyve og røvere, men prøver også livet i de højeste kredse.

Hver gang Theo finder noget, der minder om en tryg havn, kan man være forvisset om, at fryd og gammen er en stakket frist. Donna Tartt hylder Dickens i ’Stillidsen’, men gør det heldigvis med mere end en pastiche.

En upålidelig hovedperson
Donna Tartt har ført den gode gammeldags roman fra før verden gik af lave ind i et efterhånden velkendt postmoderne rum, hvor litterære og populærkulturelle referencer indrammet af en slags kunstkrimi står for en del af underholdningen.

Det kunne have været fornøjeligt nok i sig selv. Men det afgørende ryk er hovedpersonen, Theo. Et bevægende identitetsmysterium, der spejlvender Oliver Twist og gamle dages store forventninger til helten.

I en ond verden er det gode hjerte det eneste kompas. Vær dig selv. Følg dit hjerte. Det har vi fået banket ind med modermælken, og værdien af det rene hjerte lærte også Oliver og alle de andre. Men »hvad hvis man tilfældigvis er i besiddelse af et hjerte, som man ikke kan stole på«?

Theo er så dybt traumatiseret af dagen, der vendte op og ned på hans liv, at han ikke med sikkerhed ved, hvor dette rette sted til hjertet er.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Theo har fået en kaotisk personlighed og viser sig som en lige så medrivende som upålidelig fortæller. En ærlig og oprigtig fortæller, der kun har et vagt begreb om omfanget af sine indre skader og mentale udfald.

En uforskyldt upålidelighed forstærket af et voldsomt forbrug af alkohol og stoffer, hvilket Tartt skriver kyndigt om. Men heldigvis også en så godt iscenesat upålidelighed, at man som læser ikke på noget tidspunkt mister tilliden til fortællingen.

Kunstens fascinationskraft
Theo tumler fra det ene drama i sit liv til det næste. Kærlighedshistorien fylder ikke meget, men er så meget desto skarpere et fravær. Næsten som lugten af krudtrøg.

Romanens mangefordoblede spil mellem det store og det lille billede i handling og metaforer kunne let være blevet for meget, men Tartt har pudset, poleret og sammenføjet i fortællingens spejlkabinet, så man ikke bliver distraheret af de voldsomme sceneskift, men uden videre tager dem til sig. Tartts evne til at introducere nye figurer, man øjeblikkeligt accepterer, er også et udtryk for en høj håndværksmæssig standard.

I filmsproget taler om man en MacGuffin. Den mystiske genstand alle er ude efter, og som driver handlingen fremad. Fabritius’ lille maleri er en MacGuffin. Selv om den er skjult det meste af tiden, er den konstant til stede i Theos og læserens bevidsthed.

Men ’Stillidsen’ bliver mere end en MacGuffin. Den bliver afsæt for Tartts sømløst indflettede essay om vores forhold til det ægte og det falske i kunsten og værkerne. ’Stillidsen’ bliver i sig selv et billede på den fascinationskraft, stor kunst kan udøve.

»En storslåethed i verden, men ikke en storslåethed af verden, en storslåethed, som verden ikke forstår. Det første glimt af noget anderledes, i hvis nærvær man blomstrer op, op, op«, siger den voksne Theo i et forsøg på at forklare, hvorfor netop ’Stillidsen’ i hans liv bliver afgørende.

Overdådigt

Det går over stok og sten. Theos forsvundne og fordrukne far dukker uventet op igen med bimboen Xandra på slæb og tager Theo med til Las Vegas.

I en nybygget og allerede affolket forstad til den mest vulgære amerikanske drøm indleder Theo et livslangt forhold til den jævnaldrende vistnok-ukrainske Boris. Sammen lever de to drenge på en øde ø af sprut og stoffer, mens deres alkoholiserede fædre prøver at skyde papegøjen med sløret blik. Beskrivelsen af drengenes vilde, ensomme liv i Las Vegas er turbolitteratur af bedste skuffe.

Senere går turen til New York, hvor de nu voksne Theo og Boris takket være ’Stillidsen’, som Theo aldrig fik leveret tilbage, bliver involveret i et plot omkring kunsttyverier. Et plot så indviklet, at det nærmer sig det krypterede.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her synes jeg nok, man er nær ved at fare vild i en hyldest til det indviklede hos Raymond Chandler. Der er mange hyldester i ’Stillidsen’, men hverken hyldest eller ironi løber om hjørner med det grundlæggende fede sus i en overdådig kunstforelsket knaldroman, der trods sine postmoderne stiltræk med stor alvor bekender sig til den klassiske fortællings skønne dyder.

’Stillidsen’ er en roman, der er stolt over at være et møbel. Et møbel, der er blevet pudset og poleret, indtil det indre lys i den kulørte fortælling skinner med en dyb og fængende glød.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden