Aktualiseret af alle vor tids klimakatastrofer kan man måske godt tillade sig at sige, at den amerikanske filminstruktør Darren Aronofsky fisker i rørte vande med sin nyversionering af Det Gamle Testamentes beretning om syndfloden og Noas berømte redningsaktion.
Men kreationister og andre bibelfundamentalister skal ikke føle sig for sikre på Aronofsky som allieret: Han sniger Darwin med ind, om ikke ad agterstavnen så dog i billedstrømmen. Nu også sort på hvidt – eller rettere: trykt i farver.
Det tog nemlig Aronofsky og hans makker Ari Handel ti år at skaffe pengene til den film, der forleden havde dansk premiere – længere tid, end det tog Noa at bygge det fartøj, Gud gav ham mål og materialeanvisninger på i 1. Mosebogs kapitel 6-8. Så mens filmfolkene ventede, nåede de og tegneren Niko Henrichon faktisk at få en tegneserie ud af det. Med andet bind her er den nu i sin helhed tilgængelig på dansk, samtidig med filmens premiere:
Ark til tiden, i flere henseender.
Noah som barbar
Men glem lige alt om gubben Noah, den gemytlige doktor Dyregod, der efter de fyrretyve lange døgn til søs drak sig plankestiv og faldt for sine egne døtres ynder. Hos Aronofsky & Co. ligner Noa snarere barbaren Conan, helt ned til underbiddet: retfærdig, men streng, ikke mindst over for sig selv.
Kains brodermord og arvesynden – her økologisk drejet til kritik af overbefolkning og forbrugsvanvid – er jo årsag til, at alle medmenneskene skal skylles ud. Den nidkære kultleder her vil endda også lade sin egen flok omkomme, uden nyt afkom.
LÆS FILMANMELDELSE
Syndflodsfortælling er langt fra en maveplaskerBarneofring om bord, en foregribelse af Abrahams og af Vorherres ditto, den vi ’fejrer’ de kommende helligdage? Misnøje og næsten mytteri er resultatet og – sammen med kampen mod en blind passager og skurk fra 1. bind – dramatisk motor på det 300 alen lange fartøj, der driver effektfuldt hen over siderne og venter på opholdsvejr.
Genopstandelsesglimt
Med fugle, pattedyr og krybdyr om bord – fiskene klarer sig selv. Men medmenneskene skal holdes ude, de må, som Kim Skotte skrev i filmanmeldelsen, »sejle deres egen sø« – blop!
I den blodige krig før afgang, med mindelser om Middelhavets bådflygtninge i dag, får Noa & Søn hjælp af seksarmede, ork-lignende ’Vogtere’, enorme fhv. engle, som mistede vingerne for at hjælpe menneskene og nu hjælper igen (med spinkelt belæg i de ’kæmper’, der nævnes i 1. Mos. 6,4). Når en Vogter falder i kampen, giver Gud ham/den vinger igen, tyder Henrichons flotte tegninger på.
Disse kerubiske genopstandelsesglimt er blandt seriens få lyspunkter i den trøstesløst gråsilende regn.
Andre illustrerer et flashback til skabelsens syv dage, og her skal kreationisterne være på vagt. For nok skabte ånden lys over vandene, men i de panoramiske anskuelsestavler har der indsneget sig ’anakronismer’ som en kæmpemæssig dna-streng og en gengivelse af evolutionslærens (!) berømte geled af aber, der rejser sig op på to, så man ligefrem venter at finde Roald Als’ klaphatdansker for enden af processionen.
Overlevelse ved eksklusion
De aktuelle associationer vækker film og serie jo selv med fuldt overlæg, men hvad er dette monstrøse skib så egentlig ladet med til os nutidsmennesker? Kan uoplyst overtro, syndsbevidsthed og undergangssyner hjælpe os til at forebygge ny klimaforværring?
Er sikring af egen overlevelse ved eksklusion af ’de andre’ virkelig (sø)vejen til en bedre fremtid? Eller skulle vi hellere – forbud mod paradisisk æblerov eller ej – satse på netop kundskaben?
Henrichons billeder af ’den ny verden’ bagefter har desværre samme ferskhed som tegningerne i ’Vagttårnet’. Men arken af gofertræ tegner han særdeles effektfuldt med alle dyrene i hypersøvn på hylder og banjer indenbords.
Til nutidsbrug ville jeg imidlertid ikke sætte min lid til den myte, den er læk i begge ender, og humor er der ikke meget af om bord. Profetens forudseenhed rakte vist ikke til også at gemme et lille smil, til det blev gråvejr.
fortsæt med at læse
