Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

identitet. Hvis nogen skulle finde den seneste tids danske litteraturdebat om identitet, race, seksualitet og køn overspændt eller perifer, så slå op på første side af den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichies roman 'Americanah', skriver anmelderen.
Foto: JUSTIN SUTCLIFFE (arkiv)/EYEVINE

identitet. Hvis nogen skulle finde den seneste tids danske litteraturdebat om identitet, race, seksualitet og køn overspændt eller perifer, så slå op på første side af den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichies roman 'Americanah', skriver anmelderen.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


Rapkæftet roman river identitetsdebatten op ved rødderne

Hvorfor glatter Michelle Obama sit hår?, spørger nigeranske Chimamanda Ngozi Adichie.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man tager sig til håret.

Trækker i en kort, pomadiseret tot af det, frisøren på gode dage kalder »fint, men tæt«, bare for at mærke efter, om selvforståelsen mon sidder der.

Om der er et feministisk budskab i den praktiske korthårsfrisure, eller om børsterne taler til et lesbisk undersegment, selv om man selv mener, at frisuren giver hetero-femininiteten et voksent og urbant modspil?

Hvor det dog rager læseren, at anmelderen har en tvivlsom hårdag. Men nu er læseren sikkert også hvid, etnisk dansk, hetero og behageligt fri for at lægge så stor energi i den daglige hårpleje som kvinderne i 'Americanah' (2013), Chimamanda Ngozi Adichies tredje roman, der nu endelig foreligger i Susanne Stauns kongenialt vibrerende danske oversættelse.

Univers af bibetydninger og usagtheder

Læseren har – lige så lidt som anmelderen – nogensinde i alvor troet, at en jobsamtale kunne afhænge af, om hun havde haft gang i glattejernet; eller frygtet, at hendes 'naturlige krøller’ skulle være en provokation i bybilledet og få familien til at skumle af bekymring. I modsætning til den unge nigerianske kvinde Ifemelu i ’Americanah’.

»Det ligner jute«, lyder tantens kommentar, da Ifemelu insisterer på at møde verden med en blød, naturlig afro efter en yderst smertefuld glattebehandling i USA, hvor hun og tanten på dette tidspunkt i romanen bor.

En replik, der i Chimamanda Ngozi Adichies elektrisk ladede univers af bibetydninger og usagtheder kunne betyde, at pigebarnet med dén frisure banker sig selv tilbage til et analfabetisk, afrikansk landsbysamfund uden fremtidsudsigter for kvinder. Eller at hun er en sjuske med hang til amerikansk retromode og måske endda (oh ve) lesbisk.

Selv om en del af 'Americanah' faktisk udspiller sig i en lille, beklumret hårsalon med dameblade i stakke, er det vigtigt at tilføje, at romanen hverken er chicklit eller det rene feel good.

At Adichie aldrig lader sin læser slappe af i et sludrende frirum af shampooduftende petitesser, men at hendes rapkæftede kulturanalyse bare insisterer på at tage fat, hvor identiteten har rod, og hvor den globaliserede verdens benspænd for dens frie udfoldelse er almindelig praksis.

Nigeraner er erotisk midtpunkt

Blot også for at få styr på proportionerne i forhold til den altoverskyggende tragedie om identitet og kultur (og religion), som lige nu udspiller sig med de frihedsinsisterende nigerianske skolepiger som ofre.

Kidnapningen i dét Nigeria, som Adichie har skrevet om – også i gennembrudsromanen ’En halv gul sol’ – danner uvægerligt en utilsigtet dyster baggrund for de aktører, der på bizar vis optræder i både ’Amaricanah’ og virkelighedens aktuelle mediefortælling. Som nu for eksempel Michelle Obama, der i disse dage tweeter om skolepigernes sag.

Romanen, der altså har den nigeriansk fødte kvindelige blogger Ifemelu som vidunderligt, roterende og erotisk livligt midtpunkt, foregår bl.a. i USA i tiden under Obamas første valgkamp.

Og selv om bogen gennemspiller den historiske stemning af sitrende alvor op til valget så overbevisende, at man næsten begynder at bide negle af angst for, at det mirakuløse alligevel ikke vil ske, trækker Adichie også her konsekvent en linje fra storpolitik til intimsfære. Som da Ifemelu på sin blog ’Racende’ skriver:

»Forestil jer engang, hvis Michelle Obama blev træt af alle de varme jern og besluttede sig for at få naturligt hår og optrådte på tv med en masse uldhår eller småbitte spiralkrøller (...) Det ville være totalt rock’n’roll, men stakkels Obama ville helt sikkert miste stemmer«.

Racisme som sexisme

Under den lette tone handler det selvfølgelig om modet til – og prisen for – at stå ved sig selv, i stedet for at imitere (glathårede) hvide (kvinder), der ligger højest på den ’race-rangliste’, Ifemelu ofte refererer til, og hvor sorte i USA altid ligger nederst.

Selv om hun og hendes intellektuelle øko-venner så kan diskutere, hvorvidt det er afrikanske immigranter eller sorte amerikanere, der ligger allernederst. Og om Ifemelu, fordi hun er afrikaner, i virkeligheden skriver om racisme »som iagttager«:

»Det var sandt, at race ikke var broderet ind i hendes histories stof; det havde ikke sat sig spor i sjælen«, lyder Ifemelus refleksion over dét, der er bogens altoverskyggende tema: Hvor og hvornår hudfarven betyder noget, hvilke andre forhold som køn, seksualitet og nationalitet der slører billedet.

Og frem for alt HVEM der har ret og pligt til at definere, hvornår en replik, et afslag på en jobansøgning, en voldshandling eller et tv-show er udtryk for racisme.

Skift så ordet ’racisme’ ud med ’sexisme’ eller ’homofobi’, og vi lander pladask i den hjemlige diskussion.

LÆS DEBAT

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Identitetsdebatten

Hvor ’Americanah’ i kraft af sit massive eksempelmateriale og sine underholdende analyser kvalificerer den aktuelle litteraturdebat om de såkaldte identitetsmarkører; om, hvad det betyder, at en anmelder (for eksempel) er hvid, heteroseksuel mand, når der (for eksempel) skal anmeldes en bog, skrevet af en lesbisk forfatter med asiatisk baggrund.

LÆS MERE

En diskussion, der senest har fået forlaget Gladiator til at udstyre to af debattens deltagere Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffeys nye udgivelser med følgende vejledning: »Forfatteren gør opmærksom på, at bogen kan anmeldes af alle uanset køn, hudfarve og seksuel orientering«.

Sporer man her en retræte? Forhåbentlig ikke. For identitetsdebatten er, uanset hvor rasende og militant den i visse kredse opleves, ved gud relevant. Men samtidig får man, efter at have læst ’Americanah’, lyst til at vende tilbage til dét der med proportioner.

For uden at forklejne litteraturdebatten kunne man godt se nærmere på Ifemelus uofficielle ’race-rangliste’, som i Danmark helt sikkert ville se anderledes ud – tænk blot på romaerne eller, og nu hvisker vi, grønlænderne. Hvor er de lige placeret? På listen og i samfundsdebatten?

Vrede, hvide kvinder

Midt i glædesrusen over Adichies klarsyn melder der sig dog en stigende bevidsthed om, at hun, eller bloggeren Ifemelu, ved gud også har sine fordomme. I synet på (kryptiske) akademikere, der taler om, »at sorte kvinder er fede, fordi deres kroppe er værter for slaverimodstand«, (skøre) sundhedsfanatikere som kæresten Blaine, der »joggede hver morgen og brugte tandtråd hver aften«.

For ikke at tale om hvide kvinder, der ofte er brutalt nedladende eller »aggressivt venlige«.

Og hermed er vi tilbage i hårsalonen, hvor Ifemelu bliver flettet inden sin planlagte hjemtur til Nigeria, og hvor den hvide kvinde Kelsey pludselig forstyrrer det ’sorte’ fællesskab. Kelsey læser Chinua Achebes afrikanske romanklassiker over alle, ’Alt falder fra hinanden’, som hun ganske blåøjet afviser som god, men »lidt underlig, ikke?«. (Romanen er altså både god og underlig).

Straffen for Kelseys ’fejltrin’ falder da også prompte i Ifemelus spydige kommentar: »Hendes hår tog ikke længe, syv cornrows, hvor det alt for fine hår allerede var ved at blive slapt i fletningerne«.

Så er det, man bliver nødt til at spørge forfra: Hvorfor er det egentlig, at Michelle ikke må glatte sit hår (hvis hun gør det) – og Kelsey ikke flette sit? Hvem bestemmer, hvornår en grænse overskrides, og om denne overskridelse i bund og grund er mere identitetsudvidende end krænkende? Og hvor vil vi hen med al den snak om forskelsbehandling, hvis vi ikke vil flytte os?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Succeshistorie

Alt dette ville være rørende ligegyldigt, hvis ’Americanah’ var en tør debatroman. Men det er den ikke! Den er også en svulmende dejlig fortælling om hud, der møder fremmed hud, om at rejse ud med bankende hjerte for at vende hjem med et, der slår om muligt endnu stærkere.

Lige her tangerer Adichies rammefortælling om Ifemelus forhold til ungdomskæresten Obinze feel good-genren, men fordi der i Obinze-figuren ligger en subtil kærlighedserklæring til Chinua Achebes roman ’Trives ej længere her’ (1960), følger man også gladeligt Obinzes rejse til Londons beskidte herretoiletter og tilbage igen.

Selv om Adichie, i modsætning til Achebe, vender sin fortælling om ’den hjemvendte nigerianer’ til en art succeshistorie, leverer ’Americanah’ også et usminket portræt af et Nigeria, hvor de veluddannede forvirres af multikulturalismens koder, og hvor fortiden rumsterer som mere end blot blodig historie.

Men frem for alt minder referencen til Achebe en om, hvilken skarp litterær og kulturkritisk nigeriansk tradition Chimamanda Ngozi Adichie er en fornem bærer af.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden