Man tager sig til håret.
Trækker i en kort, pomadiseret tot af det, frisøren på gode dage kalder »fint, men tæt«, bare for at mærke efter, om selvforståelsen mon sidder der.
Om der er et feministisk budskab i den praktiske korthårsfrisure, eller om børsterne taler til et lesbisk undersegment, selv om man selv mener, at frisuren giver hetero-femininiteten et voksent og urbant modspil?
Hvor det dog rager læseren, at anmelderen har en tvivlsom hårdag. Men nu er læseren sikkert også hvid, etnisk dansk, hetero og behageligt fri for at lægge så stor energi i den daglige hårpleje som kvinderne i 'Americanah' (2013), Chimamanda Ngozi Adichies tredje roman, der nu endelig foreligger i Susanne Stauns kongenialt vibrerende danske oversættelse.
Univers af bibetydninger og usagtheder
Læseren har – lige så lidt som anmelderen – nogensinde i alvor troet, at en jobsamtale kunne afhænge af, om hun havde haft gang i glattejernet; eller frygtet, at hendes 'naturlige krøller’ skulle være en provokation i bybilledet og få familien til at skumle af bekymring. I modsætning til den unge nigerianske kvinde Ifemelu i ’Americanah’.
»Det ligner jute«, lyder tantens kommentar, da Ifemelu insisterer på at møde verden med en blød, naturlig afro efter en yderst smertefuld glattebehandling i USA, hvor hun og tanten på dette tidspunkt i romanen bor.
En replik, der i Chimamanda Ngozi Adichies elektrisk ladede univers af bibetydninger og usagtheder kunne betyde, at pigebarnet med dén frisure banker sig selv tilbage til et analfabetisk, afrikansk landsbysamfund uden fremtidsudsigter for kvinder. Eller at hun er en sjuske med hang til amerikansk retromode og måske endda (oh ve) lesbisk.
Selv om en del af 'Americanah' faktisk udspiller sig i en lille, beklumret hårsalon med dameblade i stakke, er det vigtigt at tilføje, at romanen hverken er chicklit eller det rene feel good.
At Adichie aldrig lader sin læser slappe af i et sludrende frirum af shampooduftende petitesser, men at hendes rapkæftede kulturanalyse bare insisterer på at tage fat, hvor identiteten har rod, og hvor den globaliserede verdens benspænd for dens frie udfoldelse er almindelig praksis.
Nigeraner er erotisk midtpunkt
Blot også for at få styr på proportionerne i forhold til den altoverskyggende tragedie om identitet og kultur (og religion), som lige nu udspiller sig med de frihedsinsisterende nigerianske skolepiger som ofre.
Kidnapningen i dét Nigeria, som Adichie har skrevet om – også i gennembrudsromanen ’En halv gul sol’ – danner uvægerligt en utilsigtet dyster baggrund for de aktører, der på bizar vis optræder i både ’Amaricanah’ og virkelighedens aktuelle mediefortælling. Som nu for eksempel Michelle Obama, der i disse dage tweeter om skolepigernes sag.
Romanen, der altså har den nigeriansk fødte kvindelige blogger Ifemelu som vidunderligt, roterende og erotisk livligt midtpunkt, foregår bl.a. i USA i tiden under Obamas første valgkamp.
Og selv om bogen gennemspiller den historiske stemning af sitrende alvor op til valget så overbevisende, at man næsten begynder at bide negle af angst for, at det mirakuløse alligevel ikke vil ske, trækker Adichie også her konsekvent en linje fra storpolitik til intimsfære. Som da Ifemelu på sin blog ’Racende’ skriver:
»Forestil jer engang, hvis Michelle Obama blev træt af alle de varme jern og besluttede sig for at få naturligt hår og optrådte på tv med en masse uldhår eller småbitte spiralkrøller (...) Det ville være totalt rock’n’roll, men stakkels Obama ville helt sikkert miste stemmer«.
Racisme som sexisme
Under den lette tone handler det selvfølgelig om modet til – og prisen for – at stå ved sig selv, i stedet for at imitere (glathårede) hvide (kvinder), der ligger højest på den ’race-rangliste’, Ifemelu ofte refererer til, og hvor sorte i USA altid ligger nederst.
Selv om hun og hendes intellektuelle øko-venner så kan diskutere, hvorvidt det er afrikanske immigranter eller sorte amerikanere, der ligger allernederst. Og om Ifemelu, fordi hun er afrikaner, i virkeligheden skriver om racisme »som iagttager«:
»Det var sandt, at race ikke var broderet ind i hendes histories stof; det havde ikke sat sig spor i sjælen«, lyder Ifemelus refleksion over dét, der er bogens altoverskyggende tema: Hvor og hvornår hudfarven betyder noget, hvilke andre forhold som køn, seksualitet og nationalitet der slører billedet.
Og frem for alt HVEM der har ret og pligt til at definere, hvornår en replik, et afslag på en jobansøgning, en voldshandling eller et tv-show er udtryk for racisme.
Skift så ordet ’racisme’ ud med ’sexisme’ eller ’homofobi’, og vi lander pladask i den hjemlige diskussion.
LÆS DEBAT
