Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forundringsdigte er fascinerende og farligt hyggelige

Birgitte Krogsbøll ophober og undersøger næsten alle verdens ting.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Inde i de bedste af Birgitte Krogsbølls undertiden stærkt charmerende små rum af ophobninger kan det f.eks. lyde sådan her: »med ting mener jeg, i denne sammenhæng, alle fysiske berørlige fænomener i verden overhovedet, som ikke er dyr, f.eks. sten grus havtorn biler stole raketter, knapper«, og sådan fortsætter det med æggekogere, smørblomster og golfkøller, grankogler og tandlægespejle, ligesom det i andre digte fortsætter med ting, der ikke er ting, men dyr, og ting, der ikke er dyr, men begreber og følelser.

Mange af bogens tekster er sådanne ophobninger af eller ulige kataloger over ting i verden.

De blandes så med mere regulære digte, men alle tekster er skrevet ud fra en tilstræbt naiv stillen sig over for tingene, som var de hele tiden nye.

En forundring

Egentlig er Perfekt uorden’ en forundring. Over alle de ting, der faktisk er til her i verden; »fin lille karlsvogn og neglemåne, de har fået/ hængt op, derude/ smukt lille univers, de har fået flettet/ sikke bløde babyer, folk laver/ sikke blanke øjne, alle mulige har«.

Fra en umiddelbar glæde og forundring over, at tingene er, bevæger teksterne sig over i også at undersøge, hvordan de er.

Man kunne lidt illoyalt mod bogens umiddelbarhed sige, at Krogsbøll undersøger tingene og deres fremtræden.

Stiller dem op, kigger på dem, rykker dem rundt og kigger på dem en gang til og ser, hvad der sker, når de står – eller ligefrem ligger – i en bunke af fremmede ting.

Undervejs dukker der små poetikker og kommentarer op: »forstår ikke helt den store/ beundring for det at være/ k o n s e k v e n t/ som om det er særlig ædelt at kunne male en streg/ lukke øjnene og så gå efter den«.

Hygger sig lidt for meget

Men for det meste står man der i en bunke ting, som en gang imellem bevæger sig ad associative stier og sproglige trapper og andre gange tilsyneladende bare bevæger sig.

Fra tid til anden træder et naivt jeg så frem, der i sin ubesmittethed hjælper til med at arrangere verden på fascinerende nye måder og en smule orden i kaos.

Der løber hele tiden en sådan nogle kedelig adjektiver i pennen, når man skal karakterisere ’Perfekt uorden’; fin, finurlig, sjov og spændende. Det er lidt ærgerligt, fordi det er oprigtigt både sjovt og finurligt.

Men man hygger sig også lidt for godt, og det charmerende har en farlig tendens til at changere over i noget nysseligt. Retfærdigvis skal det siges, at der så faktisk er forsigtige antræk til, at der bliver sat lidt tiltrængt ild til det nysselige interiør undervejs.

Selve bogens greb sukker bare lidt mæt og træt efter 70 sider. På den anden side: Sådan her kan en dag også se ud: »en sky af form som en hotdog grilles over Vestforbrændingens skorsten, det er ude omkring Glostrup, foran et enormt, baglæns drivende, tilsyneladende glubskt,/ geddegab«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden