Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Portræt af Alexandre Dumas i 1855.
Foto: Nadar

Portræt af Alexandre Dumas i 1855.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Greven af Monte Cristo gør krimi-snobber til skamme

Genudgivelse af mesterværket minder os om, at et genialt plot kræver hjerne

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På mange måder er Alexandre Dumas’ klassiker ’Greven af Monte Cristo’ en af verdens dårligst skrevne romaner. Fuld af klicheer, tomgangsdialoger, overflødige beskrivelser, irriterende gentagelser, rod i tidsfølgen, et psykologisk register som går fra A til B og hvor der med hensyn til action er langt mellem snapsene.

Alt sammen styret af en bitter Smølf af en mystisk greve, titelpersonen som kun overgås af Professor Higgins i at repetere hvorfor han misogynt ikke vil gifte sig.

Der er dog en kendt årsag til dette stilistiske miskmask. Romanen var ligesom senere fjernsynsserier a la ’Borgen’, litterært anført af en hovedforfatter, her Dumas.

Og så stykket sammen og suppleret af medarbejdere som med et ’storyboard’, skabelon og retningslinjer, skrev videre med et ’fortsættelse følger’ som føljetonens foreløbige kapitelpunktum. Indtil slutningen der også kunne være imidlertid, hvor der kunne komme endnu en fortsættelse.

Genialt intrigant

Men i modsætning til de fleste af vor tids fjernsynsføljetoner er ’Greven af Monte Cristo’ i al sin udstrakte længde hele tiden spændt som en bue.

Hvis spredte pile på hævn og had alligevel og altid rammer plet. Hver gang, som alle tiders mest flamboyante og fascinerende hævnhistorie. Burde ved læsning få de snobbede hadere af krimi- og spændingslitteratur til at indse, at det at plotlægge og blotlægge i samme lange betagende og inciterende hug er en kunstart på linje med at skrive en sonet, komponere en symfoni.

At kreere genialt intrigant på papiret kræver mere end almindelig intelligens hos den pågældende.

Den grusomme hævn

’Greven af Monte Cristo’ som nu genudkommer i Rosinantes glimrende klassikerudgave, er som bekendt den forfærdelige fortælling om den enfoldige sømand Edmond Dantes der via gustne rivaler og ond lykke bliver rullet ind i franske rævekager og ender som fange i Chateau d’If i fjorten år.

Men som så via en brav munk og medfange slipper løs, finder en skat og tager en raffineret, men grusom hævn på de personer der gav ham skæbnesvangre benspænd. Ikke mindst over for kæresten, den catalanske skønhed, Mercedes før denne blev til en tysk Kraftwagen, kvinden i Dantes liv, der dog ikke forhindrer ham i at smage på andre, man er vel franskmand!

Melodi i mol

Dumas’ mesterværk har mange kokke og forbilleder både fra virkeligheden og litteraturen. Såsom hans egen farvede faders kranke skæbne som tilfangetagen general under Napoleon, klassisk inspiration hos Homer som jo også holdt af gentagelser, fra den skotske Walter Scott og hans høviske ’Ivanhoe' plus kollegaen Sue’s føljeton ’Paris’ mysterier’.

Men anderledes signifikant med sin stærke accent af kærlighed og sex, som krydderi i ragout og ramasjang. Samt med sin gennemgående melodi i mol. Om at selvom hævnen spises nok så kold, så koster den også noget menneskeligt hos hævneren.

Hvilket gør romanen enestående, skelsættende og banebrydende for sin art. Spørg bare alle de utallige forfattere som siden har lært af Dumas. Således Stieg Larsson, hvis Lisbeth Salander klart er et stolt tiptipoldebarn af den sinistre greve.

En samtidsroman

For eftertiden glemmes det tit, at ’Greven af Monte Cristo’ som udkom 1844-46, reelt er tæt på en samtidsroman, skrevet af en revolutionær republikaner.

Dumas’ roman er ligesom uvennen Balzacs romaner, syrlige skildringer af et bundråddent monarki, hvor kyniske adelsskaber opstår over natten som samfundsgiftige svampe i et snobbet kongedømme. Om dette og meget andet har Hans Hertel skrevet et veloplagt og informativt forord om romanens både sociale, historiske og litterære samtidighed.

Plus om alle Alexandre Dumas’ og hans greves berømte fans, bl.a. James Joyce, Umberto Eco og vor egen Svend Aage Madsen.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden