0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Svensk forfatter skriver som en velsignelse om sindssygehospitalet

I Sara Stridsbergs 'Beckomberga' flettes mørket og lyset helt ind i hinanden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Ditte Valente (arkiv)
Foto: Ditte Valente (arkiv)

Menneskesyn. At beskrive mennesker uden at ødelægge dem er den svenske forfatter Sara Stridsbergs erklærede poetik.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lyset er mørkt, og det mørke lyser. Sådan er det i Sara Stridsbergs ode til et fristed for de faldne, for dem, der har sindet fuldt af mørke. Hos Stridsberg skildres de trods alt dette mørke som en slags lysengle. Faldne engle måske. De er mørkevæsener, men de er også lysvæsener.

I sceniske kapitler får vi billeder fra det psykiatriske hospital Beckomberga uden for Stockholm. Her besøger jegfortælleren, Jackie, som ung pige sin far Jim, kaldet Jimmie Darling. En charmerende mand, der har en evne til at »holde hof«, samle de andre patienter omkring sig i den smukke hospitalspark og få dem til at le.

Jim får sin datter til at føle, at hendes familie er velsignet med et særligt lys. Men de er ligeså velsignet med et særligt mørke. Jim er fuld af død mor, af død mor, der ikke vil dø, af sin selvdøde mor, der bar livets navn, Vita: »Han sluger to hundrede sovepiller, men han udsletter hverken hende eller sig selv, hun er stadig inden i ham som et ansigt lige under vandoverfladen, marmorblegt med udviskede konturer«.

Scenerne fra Beckomberga anno 1986 skifter med scener fra det indre Stockholm. Lejligheden, hvor Jackie vokser op med sin læsende mor, Lone, der siden tager på langfart for at fotografere verdens katastrofer. Lejligheden, hvor hun som voksen bor alene med sin søn, Marion, der har samme lysende blå øjne som faderen (også øjnenes blå er en slags lysende mørke eller mørkt lys).

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce