Rifbjerg ironiserer som bitter kulturradikal i morsom kortroman

Det er godt Klaus Rifbjergs nye bog har så skæv en titel, for historien sælger ikke sig selv: et midaldrende ægtepar kører en tur til Jylland og undervejs bliver manden beruset og skælder ud. Man forstår, at Gyldendals PR-afdeling har haft det svært med bagsideteksten.

Men bag det kedelige referat gemmer der sig en faktisk ret morsom fortælling om idrætslektoren Steffen Gurt, der har set sig sur på Danmark af i dag. Eller i morgen, da det er »en samling halvfascister af værste skuffe«, hvis »personlige udvikling synes standset på abestadiet«, der sidder på magten ifølge Steffen Gurt. Hvem sagde Dansk Folkeparti?

Sur er den veltrænede idrætslektor i hvert fald. Sur på regeringen, sur på middelmådigheden og sur på Ebeltoft, hvor han sammen med konen, Harriet, gør ophold for at besøge vennerne Hans og Ellinor, inden turen går videre mod sommerhuset i Nordjylland.

Det er for Harriets skyld, at de er kørt ud af storbyen, forstår man. Hun er svag, og Steffen er veltrænet. Og sur. F.eks. ser Ebeltoft gennem Steffens øjne sådan her ud: »Her vekslede benzintanke med klondikeskure, forladte fabrikker med interimistiske sommervillaer, de fleste med en slet skjult hoveren over deres egen uheldige tilstedeværelse«.

Den indestængte vrede går dog ikke kun ud over det forsvarsløse landskab – også Hans og Ellinor står for skud. For nok er Ebeltoft et forfærdeligt sted, men man kan i det mindste drikke sig fuld, og efter at have gjort det får Steffen kaldt den moderat borgerlige Hans for nazist, mens han også får sagt noget om, at Ellinor har lår i skoene.