Det er godt Klaus Rifbjergs nye bog har så skæv en titel, for historien sælger ikke sig selv: et midaldrende ægtepar kører en tur til Jylland og undervejs bliver manden beruset og skælder ud. Man forstår, at Gyldendals PR-afdeling har haft det svært med bagsideteksten.
Men bag det kedelige referat gemmer der sig en faktisk ret morsom fortælling om idrætslektoren Steffen Gurt, der har set sig sur på Danmark af i dag. Eller i morgen, da det er »en samling halvfascister af værste skuffe«, hvis »personlige udvikling synes standset på abestadiet«, der sidder på magten ifølge Steffen Gurt. Hvem sagde Dansk Folkeparti?
Sur og veltrænet
Sur er den veltrænede idrætslektor i hvert fald. Sur på regeringen, sur på middelmådigheden og sur på Ebeltoft, hvor han sammen med konen, Harriet, gør ophold for at besøge vennerne Hans og Ellinor, inden turen går videre mod sommerhuset i Nordjylland.
Det er for Harriets skyld, at de er kørt ud af storbyen, forstår man. Hun er svag, og Steffen er veltrænet. Og sur. F.eks. ser Ebeltoft gennem Steffens øjne sådan her ud: »Her vekslede benzintanke med klondikeskure, forladte fabrikker med interimistiske sommervillaer, de fleste med en slet skjult hoveren over deres egen uheldige tilstedeværelse«.
Den indestængte vrede går dog ikke kun ud over det forsvarsløse landskab – også Hans og Ellinor står for skud. For nok er Ebeltoft et forfærdeligt sted, men man kan i det mindste drikke sig fuld, og efter at have gjort det får Steffen kaldt den moderat borgerlige Hans for nazist, mens han også får sagt noget om, at Ellinor har lår i skoene.
I virkeligheden ville han vist sige noget pænt om Ellinors ben, og sådan er det en fortælling om de fornærmelser, der ofte gemmer sig bag de gode intentioner. At man sagtens kan være usmidig, selv om man er veltrænet, og at man sagtens kan være kulturradikal og skuffet.
Lidt julekalender i dialogen
Bedst er ’Idræt’, når den som her er udpræget skæv og humoristisk; når en jagt efter is i Mørke ender i en gyserscene, og når Steffen Gurt ikke er helt sikker på, hvad der foregår, og hvad der ikke foregår, hos fiskehandleren. Allerbedst i den komik og ironisering, der opstår i distancen fra fortæller til personer. Det er f.eks. ikke bare Steffen, men Steffen Gurt, der drejer rattet i bilen.
En gang imellem går der lidt julekalender i dialogen mellem karaktererne, men det, der ærgrer mig mest, er, at bogen ikke vil mere: Undervejs klippes der f.eks. til tidligere episoder i Steffens liv, og det er, som om kompositionen giver fortællingen akut vokseværk, men holdes ned af en lidt tilfældig volumenbegrænsning.
Selv om Steffen og Harriet langtfra tager den direkte tur til Nordjylland, savner man nogle længere omveje, inden Steffen kører frontalt ind i den pointe, der hele tiden har blinket i vejkanten. Det fungerer fint, men man har klart fornemmelsen af, at der er meget mere at køre efter.
Kort sagt: Det er sjovt. Det er også lidt hurtigt. Men sure Steffen er godt selskab, når man kender ruten.
