Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Der raser heftige storme fra afgrunden i debutbog

Stemmerne i Henrik Kabells debut 'X' taler fra gulvet i et svulstigt billedsprog.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Henrik Kabell debuterer med ydmyge 40 sider af noget, der ikke bærer nogen genrebetegnelse, kunne kaldes både poesi og prosa, men også bare kunne betegnes som et raseri i 9 akter.

Et raseri med den mystiske titel ’X’, der taler ihærdigt med både sig selv og litteraturhistoriens vrede stemmer, mens det fægter løs mod samfundet, og stemmen eller stemmerne skiftevis accelererer, katapulterer og bremser den grundlæggende vrede, der forløser skriften.

Det er (X)ilerede stemmer, der taler og konspirerer mod det etablerede samfund. De taler fra gulvet i et svulstigt billedsprog, der har det med at formere sig og løbe af med sig selv, fordi det ikke kan få kontakt til det samfund, det forgæves forsøger at henvende sig til.

Nogle gange har teksterne nærmest karakter af en trussel:

»Til helvede!/ Se nu personalets frontallapper der/ hænger som laset urin. Se hallerne der/ driver af kød og vakuumpakket blod i/ dråbeformede arrangementer Se! Nogle/ flytter ind, andre flytter ud, små livlige/ infanterister der æder og knepper og/ kaster nye liv fra sig, flokke af maddiker,/ bataljoner af lemmeløse kryb, dyr der/ æder død, og dyr der æder dyr der/ æder død. Ja, dyr der pudser knogler/ og kranier fri for sorg og snot. Dyr der/ overtager boet«.

Billedsproget æder sig selv

En gang imellem er det ikke bare dyrene, der æder, men også billedsproget, der æder sig selv og opløses i meningsløse billeder. ’Laset urin’ f.eks.

Og man kan undervejs være usikker på, om der ikke prøves for hårdt med det intense billedsprog, der kan virke en anelse anstrengt, men Kabells særegne sproglige energi æder alligevel reservationerne til sidst.

Og så er der på den anden side af vreden faktisk også en orden. Der er 9 pæne afsnit, og stemmer i stemmerne har det med at bremse raseriet med små spørgsmål-svar-passager eller korte imperativer. Og ikke mindst er der også en humor, som når to vrede afsnit til sidst får et ’Knus’.

Det er ni år siden, Henrik Kabell dimitterede fra Forfatterskolen, og der er brændsel nok i ’X til at fylde de mellemtunge bøger, Henrik Kabell i den periode kunne have skrevet.

Men hvorfor ikke eksplodere forsinket i stedet.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden