Lyt til artiklen
Litteraturen hyldes af og til for at kunne give stemme til dem, der savner stemme. De stemmer, vi ikke hører meget til i offentligheden og medierne. Som regel tænkes der på lesbiske, indvandrere, handikappede, socialt belastede osv.
Men da jeg læste Jens Christian Grøndahls seneste roman, slog det mig, om det fortællerjeg, der her får stemme, ikke i virkeligheden efterhånden med større ret kunne siges at høre til dem, der ikke har nogen stemme: den enlige midaldrende skolelærer, der læser gamle tyske digtere og tilbringer ferierne alene i Europas storbyer.
