Der står udtrykkeligt ’roman’ på Amélie Nothombs bog ’Tokyo min elskede’. Desværre kom jeg under læsningen ofte i tvivl, om det nu var rigtigt. Den føltes nemlig mere som ubearbejdede dagbogsoptegnelser end som en erindringsroman. Desværre siger jeg med eftertryk, for der burde være masser af gods i fortællingen om den 21-årige belgiske Amélie, der i Tokyo i 1989 bliver meget mere end privat fransklærer for den 20-årige japanske mand Rinri. Hvor er ærligheden? Amélie elsker og vil forstå Japan og lære sproget, kulturen og skikkene at kende og tænker, at det gør man bedst ved at tilbyde privat franskundervisning. Rinri i den hvide Mercedes er søn af en velhavende guldsmed og den første, der bider på krogen. Amélie finder hans elegance, venlighed og opmærksomhed rørende. Hun ønsker blot et uforpligtende legende forhold til ham og ignorerer hans forelskelse i hende, ja, når hun endelig viser en følelse, er det nærmest lidt irritation over hans.
Så hun udnytter situationen, lader sig opvarte og stikker efter to år af til Belgien, da hun ikke tør rette den sprogfejl, der betyder, at hun endelig er kommet til at give sit ja til hans frieri. Ærligheden i den beretning kunne være befriende og romanens kunstneriske styrke, men hendes voksne tilbageblik er stadig uden medfølelse for den mand, hun faktisk gjorde fortræd. Først i epilogen falder lidt tårer på hans vegne, men da er det for sent.
