Lyt til artiklen
Det er mærkeligt med Stig Dagermans prosa. Egentlig er sætningerne lige så elegante, som Per Olav Enquist fortæller om i det overbegejstrede forord, der ledsager romanen.
De er lette, flydende og syntaktisk elegante, men samtidig går det hele nærmest provokerende langsomt. Som om man bliver slæbt baglæns gennem en mørk svensk skov, mens man får (over)fortalt historien om sønnen, der har mistet sin mor og bliver forelsket i sin fars nye kone. Ja, det er rimelig meget Ødipus og mere om det senenere.
