Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
John Foley /Pr-foto
Foto: John Foley /Pr-foto
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Franskmand skriver usentimentalt om opvækst i indskrænkethedens andegård

Édouard Louis' selvbiografiske beretning er barsk, men fuld af humor og lyspunkter.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som kun 21-årig debuterede franske Édouard Louis i 2014 med sin selvbiografiske beretning om at vokse op i en lille nordfransk arbejderby som homoseksuel. Nu kan den læses på dansk, og det kan anbefales.

Det er en barsk fortælling, men ikke bitter, ikke sentimental, ikke uden humor og lyspunkter.

Ganske vist adskiller lille Eddy sig fra starten fra sit opvækstmiljø, hvor en rigtig mand er en fandens karl og selv en mor har nosser, men romanen har over sig en vis djærv fortælleglæde, som ikke synes dette miljø fremmed og optræder i sin rene form, da ordet i et kapitel overlades til Eddys bedstemor, som fortæller historien om fætter Sylvain.

Landsbyen værner om særlingene

Kapitlet indledes med fortællerens egne ord: »Sylvain var meget beundret i min familie«. Sylvain er nemlig et rigtigt mandfolk: Stjæler knallerter, begår indbrud, sælger narko og kører spritkørsel. Men en dag slår det klik for ham, og han trykker på speederen, da en politimand har stillet sig ud foran hans bil.

Det beretter bedstemoderen om i mundret citat og med en helt vild og lang digression om en sød hund, der pludselig bliver voldelig. Hun er ikke uden fortælletalent, den bedstemor, og det har Eddy så arvet.

Smerten ved dagligt at passes op af de samme to drenge i skolen og overdænges med tæsk og snot skal ikke forklejnes. Lidelsen ved at føle sig fuldstændig fremmed for de normer, der hersker i hjemmet, hvor homo er det største skældsord, måske lige bortset fra araber.

Men vi hører også om, hvordan landsbyen på sin vis værner om sine særlinge: »Når alt kom til alt, så vakte jeg som den tøsede landsbytosse også en vis munter fascination, som beskyttede mig«, ligesom den beskytter Eddys nabo Jordan fra Matinique, selv om landsbyfolket principielt ikke er vilde med sorte: »men dig, Jordan, du er altså god nok, du er ikke ligesom de andre. Dig kan vi lide«.

Selv om Eddys aggressive, alkoholiserede far og hans enten tavse eller barske mor står brutalt uforstående over for sønnens feminine gestik og manerer, er de ikke helt uden sans for sønnen:

»Selv om mine forældre ikke forstod min opførsel, mine valg eller min smag, så blandedes skammen ofte med stolthed, når talen faldt på mig. Han er klog, og måske er han ligefrem overklog. Han er intelligent, han skal studere«.

Fra Eddy til Édouard

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er de der små glimt af omsorg og anerkendelse midt i en barsk og brutal opvækst, der gør, at Eddy ikke bliver fuldstændig knækket, men finder vej til dramalinjen på nærmeste større bys gymnasium og i dag lever som forfatter og studerende i Paris.

Ganske vist har han lagt afstand til sin familie ved at ændre navn fra det proletært engelske ’Eddy’ til det franske ’Édouard’ og fra det lidt komiske ’Bellegueule’ (som betyder ’smukt fjæs’) til det royale ’Louis’, men i fortællingen om forældrene hverken skåner eller anklager han dem.

Og opvækstmiljøets ligefremme tone høres i hans beretning om de ting, som man ikke taler om i samme miljø: den 9-åriges seksuelle leg med drengevennerne, pubertetsdrengens fryd ved at mærke en fremmed mands erektion mod sine balder gennem en hel lang rockkoncert. Alle forsøgene på at ryste homoseksualiteten af sig, at kysse piger trods kvalme og råbe homo efter andre.

Succes i hjemlandet

Det er ikke underligt, at denne roman har haft kæmpe succes i sit hjemland.

Vi kan godt gå rundt i vores metropole middelklasseliv og tænke, at homofobi er passé, men man skal ikke langt ud på landet eller ned ad skolegangene, før den er en uomtvistelig grundværdi.

For enhver, der føler sig smerteligt aparte i sit opvækstmiljø, er historien om Eddy opbyggelig og håbefuld. Og så har den det der moment af den grimme ælling – smuk, begavet homosvane i indskrænkethedens andegård – og poetisk retfærdighed: Da den dramatisk begavede Eddy spiller skolekomedie, vil applausen ingen ende tage, og hans brutale plageånder fører an.

Agnete Dorph Stjernfelts oversættelse rammer den djærve, ligefremme og mundrette tone godt.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden