Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Åbenhjertig. Dunham insisterer på, at hendes historie er værd at fortælle, og at hun har noget at sige.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Lena Dunhams bog er én stor feministisk fuckfinger til skammen

Lena Dunham tør, hvor andre tier. Nu også på dansk.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De, der dedikeret ser tv-serien ‘Girls’ hver mandag, har allerede læst den på engelsk, og Politiken har allerede anmeldt den, men nu kommer den altså også på dansk, forfatteren, feministen, skuespilleren og filminstruktøren Lena Dunhams ‘Ikke den slags pige’.

De selvbiografiske essays, der er inddelt efter emner som ’Kærlighed & sex’, ’Kroppen’, ’Venskab’ og ’Arbejde’, er lige så morsomme, som du har hørt, de skulle være, og handler om seksuel frustration og al mulig anden frustration, oplevet af Dunham i alderen mellem nul og nogleogtyve.

Hendes værker – fra filmene ‘Creative Nonfiction’ og ‘Tiny Furniture’ til tv-serien ‘Girls’ og bogen her – bliver ofte prist som generationsportrætter. Selv om de mest bare er selvportrætter. Som om det ikke var nok.

Deler det hele

Jeg er ikke sikker på, at det mest spændende ved Dunhams arbejde har så meget med generationer at gøre. Jeg er ikke sikker på, at hun har så meget mere at sige om sin generation, end hvad alle mulige andre siger om deres generationer. Som Dunhams karakter og alter ego i ‘Girls’, Hannah, på et tidspunkt må erkende, er hun vist mest af alt » a voice of a generation«, én stemme i én generation. Og dermed ikke specielt repræsentativ for andre end sig selv.

Med ‘Girls’ er Dunham blevet kritiseret for kun at skildre privilegerede hvide overklasseungers akavede og i et større perspektiv uproblematiske newyorker-liv, og den kritik lader sig også delvis rette mod ‘Ikke den slags pige’. Kritikken rammer på én gang plet (det er det, hun er, og det er det, hun skriver om) og ved siden af (hun udstiller også sig selv som privilegeret). I alle tilfælde insisterer Dunham på, at hendes historie er værd at fortælle, og at hun har noget at sige. Og noget, det viser sig at være rigtig meget.

Dunham deler det hele. Hun tager grådigt af hovedstolen, skriver om det knald, der ved nærmere eftertanke ikke var frivilligt, om undersøgelsen af de indgroede hår i bikinilinjen, om at bo hos sine forældre efter at være blevet færdig på universitetet, yoyovægten og den umådeholdne trang til paté, direkte fra pakken. Hun sætter kort sagt en ære i at fremvise alt det, der ellers skjules.

Gør op med skammen

‘Ikke den slags pige’ låner i hele sin udformning og tone fra en selvhjælpsgenre, som nok har større amerikansk end dansk udbredelse. Det er selvironisk og sårbart på samme tid. Dunhams maksimale selvoptagethed og den generøsitet, der også ligger i at dele det hele, bliver til to sider af samme sag: »hvis jeg kunne tage det jeg har lært, og gøre et hårdt arbejde lettere for dig eller forhindre dig i at have den slags sex hvor du tænker det er bedst at beholde skoene på så du kan løbe væk midt i det hele, så er alle mine fejltrin ikke forgæves«.

Skam er kodeordet, og Dunhams ærinde er at gøre op med den i alle dens former: madskam, kropsskam, skam over psykiatriske diagnoser, over deforme livmodere, over hvad man har at sige. Bogen er én stor feministisk fuckfinger til skammen, og det er ikke kun for kvinder.

Så læs denne bog. På dansk, eller på engelsk, hvis du har muligheden, for der er unægtelig noget af Dunhams fejlbarlige, men også ubesværede og veloplagte amerikanske talestrømsprosa, der ikke lader sig overføre til dansk. Der er også steder i oversættelsen, hvor følingen med sproget er uskarp: Hvem kalder sin sambo for ’sluf’ i dag? Hvorfor oversætte det bevidst kønsneutrale ’them’ om personen, der ligger ved siden af nogen i sengen, til ’ham’? Men tilgiv det, og læs den alligevel.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden