Var en digter religiøst anlagt, kunne vi tilgive hende for at antage, at det var en led dom af en træsk Gud, at han digtede på et sprog kendt af alt for få.
Blandt de små skandinaviske sprog har vi mange, der med god ret kunne være verdensberømte, og Pentti Saarikoski (f. 1937-1983) er en af dem; hvor en Emily Dickinson eller en Charles Baudelaire øjeblikkeligt eller med forsinkelse kunne blive verdenslitterære navne, stiller sagen sig anderledes for en gemen finne.
Desto bedre er det, at Forlaget Basilisk klør på med sin blitzende gode Babel-serie, hvor vi nu får fjerde installation af Saarikoski, ’Jeg spejder ud over Stalins hoved’, oprindeligt udgivet i 1969, men nu hos os i kraft af Helena Idströms glimrende oversættelse.
Samtidig skal det med, at kraftgeniet Saarikoski vitterlig og retfærdigvis blev berømt i Finland i sin samtid.
Saarikoski var klassisk filolog, og han er, så vidt vides, den eneste, der på samme tid har oversat Homers ’Odyseen’ og Joyces ’Ulysses’.
Han buldrede igennem som digter i 1962 med ’Mitä tapahtuu todella’ (Det der egentlig sker), men han blev ikke kun heroisk, men også herostratisk berømt ved at være en stor womanizer og drukkenbolt, en finsk version af Charles Bukowski og Aksel Sandemose.
Det skal bare ikke skygge for, at han var en uhyggeligt god poet.
Penge, poesi og politik
»Vi sidder i Hafnarsstræti på en snackbar/hvor man får heitar pylsur og hamborgarar./Vi tæller vores penge. Vi må leve meget beskedent«. Så slentrende, ligetil og åbent begynder samlingen, og dermed er vi straks hvirvlet ind i et rum, hvor penge, poesi og politik ikke så let lader sig adskille.
Saarikoski var del af samtidens tro på den såkaldt demokratiske, eller deltagende, poesi, en poesi, der aktivt og direkte intervenerede i samfundslegemet.
Det åbner for en hel fløj, der skyder irriteret på USA, Vietnamkrigen og Lyndon B. Johnson (der rendte rundt i Helsinki og delte kuglepenne ud!), og som flirter med Che Guevara.
Men samtidig og modsat gælder det: »jeg vil ikke bringe mine meninger til torvs«, og han håner alle de islandske kommunister for at gå til stifterens 70-års fødselsdag: »Kommunisterne er i gang med at bage pandekager«, og Saarikoski snerrer, at han til hver en tid hellere vil læse Markis de Sade og Burroughs (’Junky’ er en favorit undervejs) end Lenin og Rosa Luxemburg.
Livet, og pengene
Når han promenerer sin systemkritik og antikapitalisme, er det med andre ord ikke som en patetisk, humorforladt og uddateret jargon; det handler om at skrive sandheden om at være flad, ikke at have penge og at ville sparke de rige i rumpen. Ikke fordi de er rige, men derimod: »fordi de ikke formår at gøre noget med det«, livet, og pengene.
Saarikoskis digte er lange, urimede og snakkende, men alligevel med en spændstig, synkoperet rytme, der lynhurtigt kan sample emne med emne, f.eks. her: »hvordan det gik med Rubelpræsten og tanterne,/ved jeg ikke, Kjartan vendte hjem til konen og børnene,/solen var for længst stået op,/dette kommer til at handle om hvor kommaet skal stå/det er en min skæbne«.
Og de er nedsunket i en udtrykkelig, på skift komisk og desperat hverdagslighed; en hverdagslighed, der bryder ind, hver gang han skal til at lave en halv Kalevala (finsk nationalepos, red.) eller Odysseen: »I går tænkte jeg på at skrive/om de tusind søers land,/hvor lorten stiger op til overfladen,/men så kom min kone/og brokkede sig hele aftenen« – og om lidt er vodkaen klar.
