Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Esben Weile Kjær
Foto: Esben Weile Kjær

Festdigte. Esben Weile Kjærs digte er dokumentariske, i den forstand at de følger et ungt jeg, Esben, og en gruppe venner i forskellige situationer, en del af dem festrelaterede, med hvad dertil hører af sex og småkriminalitet, natklubber, beruselse og hiv-tests dagen derpå.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Ny digtsamling forsøger på klodset vis at registrere intensitet

Esben Weile Kjærs anden bog vil dokumentere en ung generations erfaringer.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De 54 digte i Esben Weile Kjærs anden bog, digtsamlingen ' Alting sker så meget', ledsages af forfatterens egne fotografier, skævt vinklede snapshots af unge kroppe og urbane landskaber.

Digtene er selv dokumentariske, i den forstand at de følger et ungt jeg, Esben, og en gruppe venner i forskellige situationer, en del af dem festrelaterede, med hvad dertil hører af sex og småkriminalitet, natklubber, beruselse og hiv-tests dagen derpå.

Titlen ' Alting sker så meget' indkapsler egentlig fint den grundstemning af intensitet, digtene forsøger at registrere: Alt det, der sker, sker med en særlig intensitet. Det sker ' så meget', tidstypisk udtrykt.

Det er, som om Esben Weile Kjær med ' Alting sker så meget' vil bruge poesien som et kamera, men lader det stå i ' auto mode'. Det er meningen, selvfølgelig, men resultatet bliver nogle ret diffust fokuserede digte.

Mangelfuld beherskelse af virkemidlerne

Når jeg skriver, at kameraet får lov at stå på den automatiske indstilling, mener jeg, at digtene stræber efter den skødesløse umiddelbarhed, der ligger i det spontane og uskarpe, men også ærlige snapshot. De vil ikke kun fastholde en flygtig intensitet ved at fortælle om den, men også ved at ligne den: ved at springe som en springende bevidsthed og myldre med talesprogets upræcise småord.

Men jeg mener også, at der i brugen af autoindstillingen kan lure en mangelfuld beherskelse af virkemidlerne.

Hvilket på sin egen måde godt kan fungere, men ikke gør det, når f. eks. uklarheden i billedsproget gør, at meningen kun skimtes. Her i digtet ' souvenir': »jeg føler mig født i en lomme/og selvom jeg er svær/selv at styre for tiden/så er det som om/at træ ikke splintrer så meget længere/som om at tidslommen/har fundet sit tag/i blot at være kvælende/overfor nye mennesker/i en lidt for gammel verden«. Det uskarpe fokus kommer dermed også til at sløre de erfaringer, som digtene gerne vil tale om. Erfaringer af, hvordan det er at tilhøre en generation, der er opvokset lige meget i en digital og en fysisk virkelighed, og om queer seksualitet, identitet og længsel.

Gengivelse af ømhed

Samtidig er digtene nemlig meget villige til at spejle andres klicheer om 90' ergenerationen.

Det kan f. eks. lyde sådan her om at være en »historieløs 90' erfødt nomade«, hvis »identitet gik tabt« med den første Game Boy: »jeg leder i alt det fysiske/søger med redskaber som intet kan se/guldgraver i jeres galaxer/og samler min identitet på ny i kraft af jeres/det jeg finder kigger jeg på og gengiver«. Det føles mere klodset end skødesløst.

Det går bedre i et digt som digtsamlingens sidste, der beskriver en opvågnen og overgiver sig til en sætnings-og billedmæssig enkelhed: »jeg vågner af et ansigt/der presser sig op imod min armhule/er i tvivl om hvem du er//du vender dig/drikker sporadisk af et glas/stønner lidt/tager din telefon op//i lyset fra skærmen kan jeg se dit ansigt/jeg genkender det/en hånd aer min fod/vi er flere//der er et vandrør der er sprunget nede i stuen/i vindueskarmen ved siden af sengen/står et akvarium/fiskene flyder rundt i overfladen/de har fået en overdosis/sagde Andree i går//lyden af varm menneskekrop/der rammer et meget koldt gulv/tror den kommer fra badeværelset/du er okay, kan jeg se//den nye sol kaster en stribe lys indover dig/får dig op at ligge på et bord/alting sker så meget/men ingen skal drukne her«.

Det fungerer, selv om - ja, måske fordi - det er helt banalt i sin gengivelse af den ømhed og afmattede sårbarhed, der modsvarer intensiteten.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden