Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gravalvorlig. Harald Voetmann leverer 'To påskelovsange og en gravskrift' til antologien.
Foto: Finn Frandsen

Gravalvorlig. Harald Voetmann leverer 'To påskelovsange og en gravskrift' til antologien.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Biskoppen prædiker for påskekoret

Ministerielt bestilt antologi af nyskrevne påskehistorier er alt i alt fin litteratur

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er en pudsig genre, den tilhører, den lille påskegule sag.

‘Gennem den kulsorte sky’ er en antologi med ‘påskehistorier’ af syv nulevende danske forfattere. Som biskop Kjeld Holm forklarer i forordet, er bogen udsprunget af et projekt om i 2015 at »gøre påskebudskabet folkeligt nærværende på en ny og utraditionel måde«, et projekt, som er blevet til i samarbejde mellem folkekirken og kirkeministeren.

Dybest set er det altså på ministerielt initiativ, at forfatterne har sat sig til arbejdsbordet. Mere sekulær er den danske stat heller ikke.

Ikke ren påskepropaganda

Heldigvis er antologien ikke ren påskepropaganda (lidt er den). Den er opbygget, så der er et bibeluddrag og en tekst for hver af påskens dage og begivenheder, og der er tre måder, forfatterne griber sagen an på: Der er gendigtningerne – også en pudsig genre – hvor de bibelske begivenheder gøres til genstand for nyfortolkning.

Her har vi Anne Lise Marstrand-Jørgensens ‘Fredag’, der personliggør passionen ved at krydsklippe mellem to lidelseshistorier, Jesus’ og i 2012 en kvindes, udløst af datterens sygdom og død.

Bjarne Reuter beretter fra disciplen Thomas’ synsvinkel, og det handler vistnok mest om selve det at fortælle:

»Jesus sagde meget, som Thomas og de andre disciple ikke forstod. Det var yderst sjældent, Jesus ulejligede sig med at udlægge sine historier«. Jens Smærup Sørensens bidrag er en frelseshistorie om en vulgær fulderik, røver og morder – Judas? – der for at »blive menneske igen« må tro på genopstandelsen.

Så er der de mere allegoriske historier: Dy Plambecks symboltætte novelle om en jysk entreprenør ved navn J, som tilbedes som en Messias i sin hjemby, men har set lidelsen i Madrids forstadsslum, og Lars Husums novelle, der underspillet udpeger genopstandelsesmiraklet i historien om en far, der rammes af kræft, men kommer sig helt.

Sidst, men ikke mindst er der historierne, der falder uden for kategori. Det er de bedste. Pia Juuls ‘Skærtorsdagsord’ opløser den sidste nadver i dens bestanddele (renselse, husk, løfte, kys bl.a.), en gloseliste med betydninger og associationer, som også er et affektivt register.

Læseværdigt

Antologiens mest velcastede forfatter er dog Harald Voetmann, der bidrager med ‘To påskelovsange og en gravskrift’.

Til påskelørdags gravtema har han dels oversat en traditionel påskelovsang fra latin, dels forfattet to tekster, der på hver sin måde handler om ikke at tro på genopstandelse: et lille essay om Bøgebakke-gravfundet, hvor man fandt et 7.000 år gammelt spædbarn, stedt til hvile på en svanevinge. Det er en gravskrift til »en aldrig opstanden«.

Og så er der ‘Ådselsædernes påskefrokost’, som insisterer på dødens kødelige realitet og foregår i selve gravkammeret. Her er det ådselsæderne, der fører ordet: »Vi kribler, flyver eller ormer os med virrende spirakler, vimsende følehorn eller klikkende munddele imod dig fra alle ender af grotten, nok utålmodige, men i sikker forvisning om, at der vil være tid og plads og mad nok til os alle«.

Bogens bedste sætning er maddikernes afsluttende parole: »Hvor brutalt I end slynger dem bort fra jeres fællesskab, modtager vi dem gerne, og hvor individet førhen var, vil vi plante myriaderne«.

Om nogen af teksterne for sig eller tilsammen så får »påskens egentlige anliggende formuleret«, som der lægges op til i forordet, er jeg ikke så sikker på. De er læseværdige alligevel. Måske mest hvis man kan mønstre en eller anden interesse for emnet ‘påske’.

På den måde prædiker biskoppen med sit forfatterfølge nok stadig mest for koret.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden