Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Klassisk samtidsroman fremstår som hvidvaskning af Moskva-processerne

Nordahl Griegs beundrede 'Ung må verden endnu være' er udkommet i ny udgave.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi begynder med en advarsel.

Nordahl Griegs ’Ung må verden endnu være’ fra 1938 er beundret som en af 30’ernes store samfundsromaner, der taklede tidens problemer op mod den truende fascisme. Men holder det ry?

Nu får vi den igen på dansk i en god nyoversættelse, og jo, det er effektiv reportage, men ved genlæsning fremstår den især som agitationskunst. Den råber på ideologikritisk gennemlysning, og derfor, kære læser, hvis du nødig vil have en elsket læseoplevelse defloreret, så hop hellere af her.

Romanens internationale perspektiv, der imponerede mange, bygger på Griegs rejser til tidens brændpunkter. Første del foregår i Moskva 1933-34, hvor Grieg selv boede i de år.

Anden del foregår 1938 i Spanien, hvor han dækkede borgerkrigen. Her er glimt fra Aragón-fronten, Madrid og det bombarderede Barcelona, og sidehandlinger følger romanens personer i England, Frankrig, Norge og Rusland.

Ledefigur er den britiske slavist Leonard Ashley, der forsker i arkiverne om 1500-tallets tsarrige – på behagelig afstand af det grå Moskva år 16 efter revolutionen. Han vil være upolitisk og lever i en isoleret kaste af udlændinge, men løftes ud af dette spøgelsesmiljø, da han møder menige russere og bliver kæreste med Kira på 27.

Kiras flammende tro på den ny tid fænger, så Ashley søger at bekæmpe sin skepsis. Han bliver »varm om hjertet« ved synet af Stalin og Gorkij på tribunen og lærer af revolutionsveteranen Lebedeff. Mordet på Leningrads partichef Kirov (december 1934) starter en klapjagt på systemfjender, og overraskende bliver selv Lebedeff arresteret.

Ashley tror ikke på Lebedeffs skyld, og Kira bryder med Ashley i foragt for hans »feje, klamme tvivl«. Han vender hjem til England og havner i et trist ægteskab med en skibsrederdatter.

Ikke ret til at have ret

Det er romanens konfliktakse: på den ene side Kira, der stoler blindt på partiet og de skiftende paroler. På den anden side den vege humanist Ashley, som Kira kalder gumanist – det er i hendes berømte definition »et menneske, der føler uvilje ved uret, men ikke kæmper for det, som er ret«.

Hjertets renhed er at ville ét, sagde Kierkegaard, og det gør Kira til romanens smukkeste skikkelse, en idealiseret inkarnation af det stålsatte nye Rusland, mens Nordahl Grieg hælder sin syrligste ironi ud over bløddyret Ashley som den evige tvivler og æstet.

Han er genetisk forbundet med kapitalismens udbytning (hans far tjente på Første Verdenskrig, alle humanister lukrerer på kapitalen) og ved sin passivitet medskyldig i fascismens fremmarch, og han straffes med, at hans unge kone drukner sig selv og deres barn i foragt for hans blodløshed

Griegs (mis)greb er at bundte Ashleys pacifisme med hans kritik af Stalintidens justitsmord. Med Hitler i baghaven var der god grund til at droppe pacifismen, men der var unægtelig også grund til at se kritisk på de vilde udrensninger. I romanens univers har den sølle Ashley bare ikke ret til at have ret.

’Ung må verden endnu være’ er en kompleks roman i 30’ernes stil, hvor mange handlingsstrenge og synsvinkler krydser hinanden – pletvis lidt søgt, men tit virkningsfuldt som europæisk tidsbillede.

Mest autentisk står billedet af Sovjet, hvor unge Komsomol’er tror på et nyt samfund med retfærdighed uden udbytning, og hvor også sproget revolutioneres – man kan ikke længere ’more sig kongeligt’ og ’småborgerlige’ begreber som nåde og taknemmelighed er yt.

Der går Morten Korch i Griegs skrivemaskine, når Kira jodler om »sovjetmenneskets hjertelighed«, mens Moskva vrimler af solmodne børn og »en ny menneskerace« med »brede, stærke, godmodige ansigter«, og en arbejder på en lastbil ligner en »triumfator i overall«. Men Griegs begejstring er ægte.

Til Moskvas udlændingemiljø hører velmenende ingeniører og kommunister udefra, men især journalister, forretningsfolk og livstrætte diplomater, der dulmer kedsomheden i druk og sex. Omkring dem flakser russere med rod i det udlevede regime, bøsser fra balletten og promiskuøse kvinder med tilknytning til »de tre bogstaver«, dvs. det hemmelige politi GPU.

Og så er der satiriske afsnit, hvor Grieg fråser som en mår i et dueslag – eller en Hans Scherfig – i mondæne turister, kapitalister og salonkommunister fra Kristiania-bohemen. De fleste udlændinge tegnes som fordrukne og depraverede med sadomasochistiske og – uha! – biseksuelle tilbøjeligheder.

Blodig ironi

Den beske slutscene på en lystyacht i Middelhavet insinuerer forståelse mellem en lunken norsk socialdemokrat og den anløbne skibsreder, der drømmer om en ny profitabel krig.

Disse parodier på kapitalister og medløbere skal naturligvis danne kontrast til de sunde russiske proletarer, men flere bifigurer fungerer også som fortællerens maskerede talerør – en diskret voiceover.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er ikke hardcore-kommunister, men en reaktionær engelsk diplomat med ulvesmil, der afdækker den kyniske krigsindustri, og kollektivlandbruget hyldes af en amerikansk journalist fra en borgerlig avis. Omvendt bliver rygter om hungersnøden og kulakkernes oprør tillagt en upålidelig sensationsjournalist. Griegs fif er at ’objektivere’ sit eget værdisystem via bifigurerne. Det er snedigt gjort.

Bagved simrer paranoiaen over påståede ’kontrarevolutionære’s anslag mod femårsplanerne og selve Sovjetmagten. På anklagebænken sidder fhv. bolsjevikker sammen med sjofle forbrydere, og da veteranen Lebedeff selv kommer for retten, erklærer han sig skyldig i sabotage, mordplaner og samarbejde med fascister og 5. kolonne.

Hvem ejer individet? Det var 30'ernes tema, men Grieg hyldede Sovjets enstemmighet - uhyggeligt ord! - som modgift til 'borgerlig individualisme', og at støtte demokratiet mod fascismen betød for ham at bakke Sovjet op uden forbehold

Ikke efter tortur, men fordi han havde mistet troen på sovjetsamfundet: »Jeg har tabt, derfor er jeg skyldig« – dvs. fordi han har modsat sig historiens logik. Hans gave til det samfund, han har forrådt, bliver at gå i døden.

At romanens 2. del hedder ’Viva la muerte’ bliver derved en utilsigtet, men blodig ironi. Det var frankisternes feltråb i den spanske borgerkrig: ’Ned med intelligensen! Leve døden!’, men reelt er det samme tone hos Grieg.

Det er også Lebedeff, der formulerer romanens grundidé, at modløshed fører til forræderi: »Ingen forbrydelse er større end manglen på tro«. Det er romanens credo: tro op mod tvivl, målbevidst vitalitet op mod’den frie tanke’s skepsis.

Grieg ser med sindsro på, at tvivlsomme elementer bliver »bragt nordpå« for at »grave kanaler gennem tundraen«. Lige så sort-hvid er reportagen fra Spanien, hvor alle grusomheder tillægges Franco-siden, mens folkefronten er heroisk pletfri.

Bagatelliserer Gulag

Hvem ejer individet? Det var 30’ernes tema, men Grieg hyldede Sovjets enstemmighet – uhyggeligt ord! – som modgift til ’borgerlig individualisme’, og at støtte demokratiet mod fascismen betød for ham at bakke Sovjet op uden forbehold.

Sidst i historikeren Morten Møllers ’Ellen og Adam’ om »kærlighed og terror« i Stalin-tiden (netop kåret til årets historiske bog) kan man læse om masseudrensningen og massepsykosen, der kostede 1,5 mio. likviderede og deporterede.

Forskerne nu tror ikke på de anklagedes skyld, det gjorde mange uhildede iagttagere heller ikke dengang, men Grieg bagatelliserer Gulag. Derved bekræftede romanen troende kommunister i retten til fremtiden, men beroligede også læsere i massevis.

»Det drejer sig ikke om psykologi«, snerrer anklageren mod Lebedeff, men det gør det netop. Her i Politiken skrev Tom Kristensen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er den fineste Tilnærmelse til en Forklaring paa de mystiske Moskva-Processer, der endnu er set. I Læsningens hede Øjeblik overbeviser den helt« (18.1.1939). Fhv. kommunister som Sven Møller Kristensen huskede også, at romanen gjorde processerne psykologisk troværdige.

Nordahl Grieg tilhørte den kategori, som den britiske efterretningstjeneste MI5 kaldte ’communist of a highly idealistic and literary brand’. Hans kommunisme var en religiøs utopi, hvor hensigten helliger midlet, og med sin kyniske ’uskyld’, der benægtede fakta for sagens skyld, og med sin hvidvaskning af Moskva-processerne indgik han i tidens totalitære fristelse.

Idealist, jo, men især jesuit.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden