I august 1944 blev den historiske fæstningsby Saint-Malo smadret af allierede bomber.
Tyskerne havde forskanset sig i og under de gamle fæstningsværker og udgjorde en torn i øjet på de fremrykkende amerikanske og britiske styrker. Kun få af husene i byen på Bretagnes nordkyst stod tilbage efter bombardementet.
Den amerikanske forfatter Anthony Doerr har brugt Saint-Malos begravelse som sin scene for romanen ’Alt det lys vi ikke ser’.
En måde at kapere verdenskrigens ragnarok på ved at fokusere på en enkelt begivenhed og opdigte nogle medrivende skikkelser. En blind fransk pige og en forældreløs tysk dreng. Marie-Laure med fregnerne og Werner med det kridhvide hår.
Uden at bagatellisere
Faren ved at fortælle eventyr om Anden Verdenskrig er selvfølgelig, at man risikerer at blive anklaget for at sentimentalisere og banalisere. Som da Roberto Benigni lavede sin kz-film, ’Livet er smukt’.
’Alt det lys vi ikke ser’ minder i sit greb mere om Louis de Bernieres’ ’Kaptajn Corellis mandolin’. Uden at krigens grusomhed bagatelliseres, placeres den i en ramme, der taler til indlevelse og det at mobilisere modet til at sige fra og kæmpe for sin menneskelighed uanset situationen.
Michel Tourniers mesterværk ’Le Roi des Aulnes’ (’Ellekongen’) er en klar inspirationskilde til historien om Werner, men det er ikke tilfældigt, at Jules Verne og Dumas bliver en slags skytshelgener for den amerikanske forfatter og hans Marie-Laure, der læser Verne og Dumas i braille.
Krigen i Europa fortælles som et grumt eventyr, hvor krigsteknologien hærger, mens Hitler som en slags monsterudgave af den forbitrede kaptajn Nemo spreder død og ødelæggelse. ’Alt det lys vi ikke ser’ er en historisk roman om Anden Verdenskrig, der føles som en verdensomsejling under murbrokkerne.
En sagnomspunden diamant spiller en rolle, og Doerr bruger diamanten i sin komposition. Mange slags lys kastes ind og ud igennem fortællingens mange omhyggeligt slebne små kapitelfacetter. Med alt det, Doerr vil have med i sin fortælling, er det imponerende så let til bens og så let læst, romanen er blevet.
To sider
Hovedpersonerne er to store børn, to unge mennesker, der bliver kastet hovedkulds ind i krigens alt for voksne verden. De er begge romantiske, eventyragtige skikkelser.
I Paris vokser den blinde Marie-Laure som datter af en betroet medarbejder nærmest op på det naturhistoriske museum i Paris. Omgivet af alle de undere, hun ikke kan se, men som så levende bliver beskrevet for hende, og som hun kan bekræfte med sine hænder.
Da krigen bryder ud flygter far og datter til Saint-Malo. Måske med en uvurderlig diamant i lommen.
I Tyskland er Werner det lige så klejne som opvakte vajsenhusbarn med det kridhvide hår.
En arisk dreng, som med sin usædvanlige tekniske begavelse kommer på en nazistisk eliteskole af de virkelig ondsindede. Her oplever han, at nazismen tilsyneladende er et væsen, der spiser drenge. Inden han kommer først til Østfronten og så til Vestfronten.
