Det er en stor nydelse at læse Ida Holmegaards debutroman ’Emma Emma’. Det er prosa, der anskueliggør, hvad det vil sige at kunne arbejde i sprogets medium, som maleren kan i farvens. Når ord er som penselstrøg og sætninger som konturer.

Når man kan komme til at tænke på malerkunst, er det også, fordi der tematisk og motivisk er tale om en meget visuel prosa. Bogen er fuld af farver og mønstre, som gentages og varieres på lettere kalejdoskopisk vis.