'Vingeslag’ hedder iranskfødte Shadi Angelina Bazeghis debut, det er en digtsamling om kærlighed og krig.
Men den starter altså dårligt: »Regnskyer og rævespor/ flyvefærdige fugleunger«, lyder de første linjers unødvendige bogstavrim.
Der er også noget med billeddannelsen, som sine steder bliver lidt tung i det: »fra mine hænders skælvende positioner/ til dine sammenbidte læbers impuls«. Jeg forstår ikke rigtig de valg, der er truffet der.
Heldigvis er det ikke sådan hele vejen igennem: »En mørklagt by rejser sig fra havet/ jeg har oversprøjtet mig med parfume/ der stinker hele tiden af brændt menneskekød og knogle/ og de forkullede lig er konstant i mit synsfelt/ vi går, jeg holder en eller anden i hånden, jeg er ved at hoste lungerne op/ ved hvert andet gadehjørne/ himlen er høj, jeg har oversprøjtet mig med parfume«.
Et mørbanket jeg
Jeget i ’Vingeslag’ er et mørbanket jeg: Hun kæmper med fysisk og psykisk sygdom, kærlighedssorger, vægtproblemer, krigstraumer.
Hun oversprøjter sig med parfume, farver sine negle, elsker fodbold og har en stærk interesse for matematik og fysik – som imidlertid ikke bare er pynt, men sættes poetisk i værk.
Som i denne dialogudveksling mellem de to elskende: »du siger, du elsker mig/ og jeg spørger: fra hvilken absolut position?«.
Et hårdt spørgsmål, men videnskabeligt set vel helt legitimt. Som der også står: »Du ved, vi ikke kan tildele en begivenhed/ en absolut position i rummet«, og det er da også derfor, krigen heller ikke har nogen absolut position i digtsamlingen, krigen eller erfaringen af krigen fremstår snarere som et filter, der en gang imellem lader enkelte erindringer trænge igennem og frem.
I fragmenter, i glimt.
Så står der: »Ja, gu har jeg tal på det hele/ hvor mange bombefly der voldtager min himmel«. Eller: »for jeg ønskede, det ikke blev mig/ så jeg ønskede døden for en anden«. Ligesom et ubehageligt omkvæd lyder: »-Skru ned for helvede«, »Skru ned for helvede, vi får pisk af politiet«.
Sjove fodbolddigte
Med sit fokus på krig er ’Vingeslag’ beslægtet med vigtige samtidsskandinaviske værker som ’Krigens’ af Naja Vucina Pedersen, ’Vitsvit’ af Athena Farrokhzad, ’Min krig’ af Jenny Tunedal (og man bør selvfølgelig også nævne den persiske digter Forough Farrokhzad, som Bazeghi selv har oversat til dansk).
Når teksterne i bogen er bedst, er der noget ekspressivt og eruptivt over dem som her, hvor vi pludselig er til fodbold i Parken: »Forleden svævede jeg over Gunnar Nu Hansens Plads/ efter en forestilling på Dansescenen/ Jeg havde reciteret Foroughs Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid/ i 20 minutter for fulde huse, af uransagelige årsager med jysk accent/ men så lå Østerbro også eftergivende hen for mit vingefang/ klar til at blive erobret/ – Jeg elsker FC, og jeg elsker Jesper Grønkjær, råbte jeg umotiveret/ og svævede endnu en oktav på«.
Tidligere har jeget drømt om at være en flue på væggen i AC Milans omklædningsrum. Hun har også ligget og set fodbold på Eurosport: »Det er Bulgarien mod Holland og det styrtregner i Sofia/ under samtlige 90 minutter«, en passage, som slutter: »jeg er uhyggelig lykkelig under hele kampen«. Jeg synes, de er utrolig smukke og sjove, disse sportsdigte.
Og sådan er min generelle opfattelse af bogen: Den er virkelig god i glimt, enkelte sætninger står lysende klart (»himlen er høj, lyset gør ondt«), men som helhed er den knap så god, som digt samling er det, som om der er noget galt .
Der mangler en eller anden sammenhæng, jeg ved ikke, om det skyldes, at nogle af digtene har en del år på bagen (fodbolddigtene kunne man eksempelvis læse allerede i 2007), og at de nu – mere eller mindre – tilfældigt er blevet samlet i denne debut, men det er den fornemmelse, man, dvs. jeg, sidder tilbage med.
Og som også gør, at den overordnede fortælling om krig og kærlighed, i modsætning til hvad pressematerialet siger, ikke føles »dragende« nok.
