Lyt til artiklen
Under læsningen af Klaus Høecks nye digtsamling ’Legacy’ kom jeg ret meget op at køre over den effekt, linjebruddene har.
Der sker et eller andet, når det bagvedliggende system – og hos Høeck er der altid et system – er med til at diktere de enkelte linjers længde, fordi digtene hver især er bygget op som en slags firedobbelt haiku (dvs. linjernes stavelsesantal rundt regnet hedder 5-7-5-5-7-5-5-7-5-5-7-5). Som her: »når man ser de ty/ per og grødhoveder (po/ litikere) der// diskuterer ban/ dekrig for åben skræm for/ står man at det ER// for at undgå at/ende som dem at un/ ge mennesker BLIVER// medlem af bander/ som black cobras og være/bros hårde kerne«.
