0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Systematisk poesi er selvransagende og modig

Klaus Høeck venter, som det lyder et sted i hans nye digtsamling ’Legacy’, ikke på inspirationen – den venter på ham!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Holdbar. Klaus Høecks karriere har struket sig over et halvt århundrede. Han debuterede med digtsamlingen 'Yggdrasil' tilbage i 1966. Arkivfoto: Morten Langkilde

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Under læsningen af Klaus Høecks nye digtsamling ’Legacy’ kom jeg ret meget op at køre over den effekt, linjebruddene har.

Der sker et eller andet, når det bagvedliggende system – og hos Høeck er der altid et system – er med til at diktere de enkelte linjers længde, fordi digtene hver især er bygget op som en slags firedobbelt haiku (dvs. linjernes stavelsesantal rundt regnet hedder 5-7-5-5-7-5-5-7-5-5-7-5). Som her: »når man ser de ty/ per og grødhoveder (po/ litikere) der// diskuterer ban/ dekrig for åben skræm for/ står man at det ER// for at undgå at/ende som dem at un/ ge mennesker BLIVER// medlem af bander/ som black cobras og være/bros hårde kerne«.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce