Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Utopisk. Samlet er de tre bind af 'Hesteæderne' en herlig utopi uden grænser. Illustration fra bogforside: Peter Lautrop

Utopisk. Samlet er de tre bind af 'Hesteæderne' en herlig utopi uden grænser. Illustration fra bogforside: Peter Lautrop

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Thomas Boberg gør for Danmark, hvad Houellebecq har gjort i Frankrig

Thomas Bobergs digte om ’Hesteæderne’ topper med tredje og sidste bind.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der hvor biblioteket lå/ er nu en tomt af/ murbrokker.«

Og sådan er det, hvor man end vender øjet. Det er sent på jorden, to kulturer har været oppe at toppes, konsulens og kaliffens. Landet ligger i grus efter konfrontationen. Hesteæderne har tabt. De få, der endnu er tilbage, sidder »som dråber af blod/ på halvmånens skær«. De spraglede murmalerier har kaliffens lakajer tjæret til med sort maling.

Kort sagt, muslimerne har vundet og de kristne tabt. Islamisk Stat er kommet til landet.

Hvad Houellebecq har manet frem i en roman for franskmændene, har Thomas Boberg suggereret frem i digtsamlinger, som kulminerer med den tredje i dag – hvis man smider en halvtredser oven i prisen for den sidste, kan man få dem alle tre i ét bind.

Helt så enkelt er det dog ikke. Nok bruger Boberg ikonerne fra de to kulturer så politisk ukorrekt, som han kan, men under overfladen ligger et andet opgør med større personlige omkostninger.

Et opgør inden for poetens egen kultur, en elsket verden af bøger og oplevelser, der går under. En halvgammel mand, der sidder med sine noter om den gamle verden og ikke aner, hvad han skal bruge dem til i den ny.

Det er Bobergs evne til at gøre billederne skræk-indjagende levende, der gør digtene gode. Ikke mismodet, som enhver kan føle

Det er i det lag, ’Svanesang’ topper. I fornemmelsen af at noget er endegyldigt forbi, at ’jeg’ er forbi, parret med det samme ’jeg’s frådende protest og vilje til at leve videre på trods, i en verden som milliardærer og kaliffer har delt med hinanden på menige folks bekostning. Men det er Bobergs evne til at gøre billederne skrækindjagende levende, der gør digtene gode. Ikke mismodet, som enhver kan føle.

Prøv engang at se, hvor enkelt poeten fremkalder uhyggen: »det var i den forkullede børnehave/ hvor nogle af de ældste/ havde samlet sig/ omkring en stabel brændende/ bildæk«. Sådan ser den ud i ord, den verden vi kender fra film som von Triers ’Europa’ eller Tarkovskijs ’Stalker’. Med så enkle midler kan man gøre kaos anskueligt, så hårene rejser sig på ryggen af en. Der er den slags billeder i alle tre bind af ’Hesteæderne’, men flest og bedst i ’Svanesangen’.

Resterne af den gamle civilisation roder rundt i dette kaos. Man møder en vis Miguel (Cervantes) med en alkoholkapacitet som Egil (Skallagrimsson), der, når »selv ikke den skarpeste skolelærer/ længere ved/ hvad en vindmølle er«, ryger på historiens mødding. Sammen med poeten selv, der er »et museum uden vagter«.

Midt i digtsamlingen bryder han genren og anbringer en parodi på de vaskerisedler, forlagene sender ud sammen med bøger til anmeldelse:

»Med det kommende bind 3 lukker han sin sorte skrøne i et korrektiv af den verden fuld af løgn, korruption og falske beskrivelser, han i et manisk overdrev selv producerede på sin søvnløse neurosefabrik ...«.

Fiktionen fortsætter med poetens ironiske buk for den fredelige konsensus, »hvor den sidste krænkende negerfinke endelig er blevet skåret ud af sproget«, og poeten indser, at han ligesom Don Quijote har levet og skrevet i en sindssyg drøm, mens de andre har befundet sig i »den virkelige og sande skinbarlige virkelighed«.

Samlet er de tre bind en herlig utopi uden grænser, vildt skrigende og mildt smilende.

En billedmagers allegori over nutidens mest skingre konflikt, som hver gang den passer for godt, bryder afbildningen ned og opbygger sin egen enestående verden.

Hør Politikens bedste kritikere og journalister vende tidens vigtige bøger, debatter og tendenser i vores nye ugentlige litteraturpodcast med Jes Stein Pedersen. Bogfolk kan høres som podcast i bl.a. iTunes, på politiken.dk/podcastog i Politikens nye app 'Politiken Podcast', som kan hentes i app store.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden