Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Åsted. Nørreport Station er central i Jesper Steins nye krimi. Her, hvor det flyder med fladtrådte papkrus fra McDonald's, flaskesamlere og »forladte cykler i rustent samleje med hinanden», færdes voldtægtsmanden hjemmevant. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

Åsted. Nørreport Station er central i Jesper Steins nye krimi. Her, hvor det flyder med fladtrådte papkrus fra McDonald's, flaskesamlere og »forladte cykler i rustent samleje med hinanden», færdes voldtægtsmanden hjemmevant. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Krimi om serievoldtægtsforbryder på Nørrebro er en sproligt spændstig sag

Men det er portrættet af storbyen og en reflekteret helt, der gør bogen levende.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Efter en veloplagt debut sidste år er journalisten og forfatteren Jesper Stein allerede nu tilbage med en ny københavnerkrimi.

’Bye bye Blackbird’ lyder titlen på romanen, der udkommer i dag. Og den lever helt op til debutbogen, ’Uro’, der netop er blevet solgt til udgivelse i en række europæiske lande.

Nutidens København og i særdeleshed bydelen Nørrebro – med alt dens kaos og kebab og »junkier, sutter, sindssyge og fortabte, der driver retningsløst rundt i gaderne som spredte stykker vraggods fra livets store forlis« – er atter rammen om ugerningerne.

LÆS OGSÅ

Manden i midten er vicepolitikommissær Axel Steen fra Københavns Politi.

Han er røvtræt af sit grå og meningsløse liv, som han forsøger at glemme med daglige hashtåger – han har tilmed udsigt til det mest kedsommelige, han kan forestille sig: at træde ind i en arbejdsgruppe, der skal se på effektiviseringen af efterforskningen – da opkaldet, han har ventet på i fire år, kommer.

Nærmer sig 'svinet'
Dna-spor fra en ny voldtægtssag matcher spor i den uopklarede sag om Marie Schmidt, der blev dræbt i Ørstedsparken fire år tidligere.

Det var sagen, der knækkede Steen, sagen, han gik alt for langt i, og sagen, der kostede ham et ægteskab – og der er derfor intet, han ønsker dybere, end at fange Marie Schmidts morder og stille ham til regnskab.

Mens polititoppen er optaget af bandekrig, effektiviseringsstrategier og kampen mod terror, gennemtrawler Axel Steen – også kaldet Scarface efter et opgør med en morder i en brændende container – hurtigt en lang række lignende sager.

Afsindigt grove voldtægtssager kan kædes sammen med samme gerningsmand, men dårligt og fordomsfuldt politiarbejde, hvor voldtægter lander bagest i efterforskningskøen, har sløret sammenhængene.

De sidste 15 år har der altså huseret en morder og serievoldtægtsmand af den mest sadistiske slags på Nørrebro – uden at nogen har stoppet ham.

Det sætter Axel Steen sig naturligvis for, og med møjsommeligt og gedigent politiarbejde nærmer han sig ’svinet’.

Plottet lyder enkelt, men er naturligvis mere avanceret end som så.

Et reflekteret menneske
Godt nok er plottet råt og godt – og helt klassisk for en politikrimi – men det er portrættet af helten, den cirka 40-årige Axel Steen, der bærer bogen og løfter den til at være både levende og realistisk.

For trods det umiddelbart klichefulde i den utilpassede efterforskerskikkelse, og nogle klicheer er der da, er Axel Steen meget mere end det: Jesper Stein formår med poetisk pen at gøre ham til et rigtigt, reflekteret menneske.

Axel Steen er en tvivler af guds nåde, han hører jazz og har Egon Schiele-plakat på væggen, han elsker og hader med voldsom intensitet, er fuld af længsel efter kvinder og af kærlighed til datteren.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han er en bølle, men han er en bølle fuld af sprækker.

En bølle fuld af dødsangst: »Han røg dagligt nu. To-tre joints, når han ikke var på arbejde. Altid en om aftenen. I weekenden flere. Han følte sig ikke sløv, men han vidste godt, at det åd ham op. Og han vidste, at det var ødelæggende for hans job. En strømer, der røg hash. Det var no-go. Dødsangsten var der stadig. Tårnhøj når han vågnede næste dag. Som nu, hvor hjertet igen stod ham i halsen og føltes som en flugtbilist i hans krop. Det forbandede bankende hjerte«.

Byen giver nerve
Og så er det portrættet af storbyen og dens mennesker, der giver bogen nerve midt i den effektive opklaring.

Her en lille scene fra Nørreport Station, hvor Axel Steen gennemgår overvågningsbånd fra voldtægts-natten:

Axel Steen er en tvivler af guds nåde, han hører jazz og har Egon Schiele-plakat på væggen, han elsker og hader med voldsom intensitet, er fuld af længsel efter kvinder og af kærlighed til datteren

»Det hele var badet i et knitrende gråt lys. Mennesker myldrede ind og ud som myrer, hver gang et tog standsede, og dørene blev skudt op. Folk stod utålmodige og ventede på at komme ind med ansigter, der var frosset fast i hverdagstravlhed. Så var der pause, hvor dem, der ventede på næste tog, stod tilbage. Uden at tale med hinanden. Embedsmænd i jakkesæt, forstadsfruer, universitetslektorer, advokater på vej hjem mod Nordsjælland, stod sammen med butikspigen fra Købmagergade, skolebørn fra Indre By, gymnasieelever, hjemløse, junkier, sindssyge, sjofle branderter, jyder på forvirret visit, buschauffører, vinduespudsere, politimænd. Enkelte steg aldrig på, men sad og sov eller drak på en bænk, sat af samfundets køreplan, strandet her på rejsen gennem livet, og han kendte byen godt nok til at vide, at sandsynligheden for, at de ville nå frem til en station, hvor de var ventet af nogen med glæde, var mikroskopisk«.

Ikke ramt af den svære toer

Det kan godt være, at mange forfattere har svært ved at skrive ’den svære toer’, men det virker ærlig talt ikke, som om Jesper Stein har lidt af netop dette syndrom.

Han skriver let og legende og med hele overkroppen nede i stoffet. Han overbeviser, og selvom markedet for krimier synes propfuldt, er der bestemt plads til en som ham. Det eneste, man kunne drømme om midt i alt det rå og alvorlige, er lidt humor.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden