Umiddelbart kan man godt blive lidt træt i ansigtet, når man går i gang med anslaget til Antonio Hills debutkrimi, 'De døde dukkers sommer'. Først præsenteres man for et blik tilbage i tiden, der knytter an til bogens titel - der så får denne anmelder til at tænke på Alistair McLeans drevne thriller fra slutningen af 1960'erne - og dernæst for et persongalleri, som omfatter en kommissær med et problematisk privatliv og en ikke problemfri barndom, en ung politikvinde med et afslappet forhold til sex og et spirende liv i skødet, en lidt stivnakket chef samt en anden ung kvinde, som er god nok på bunden, men også lidt kedelig. Hold da helt kæft, hvor ligner det til forveksling noget, vi har set i fjernsynet og læst om masser af gange før og faktisk efterhånden er ved at være lidt trætte af. Men der går heldigvis ikke ret længe, før ens fjæs vrister sig fri af tristessens folder. Handlingen er nemlig lige så fængende som duften af optændingsbriketter er gennemtrængende i Kartoffelrækkerne i disse dage, og aktørerne træder gesvindt i karakter som andet og mere end pappede skitser. Døde dukker Hovedpersonen bærer det eksotisk klingende navn Hector Salgado; han er argentiner, men befinder sig i Spanien, fordi sådan synes hans far, det skulle være. Han er just vendt tilbage fra en længere ferie i sit fødeland, hvortil han blev sendt efter en uheldig episode, hvor han mistede temperamentet.
Han sættes - sammen med sin makker Laire Castro - på en sag, hvor en ung mand af god familie angiveligt enten har begået selvmord ved at kaste sig ud ad vinduet - eller er faldet ud, mens han sad og røg en cigaret efter en fest med sin kæreste og en ven. Der er selvsagt ikke rent mel i den pose. For den unge mands ven er slet ikke så dydsiret, som mange går og tror. Han sælger hårde stoffer og er i kløerne på nogle væmmelige narkobagmænd, og så knalder han venindens mor et par gange om ugen. Samtidig viser han sig at have haft en ubehagelig indflydelse på den afdøde, og da det kommer for en dag, hvirvles en mængde støv op. For hændelserne viser sig at have forbindelse til et andet dødsfald for længe siden; det med dukkerne. Forfatteren har konstrueret et virkelig godt plot, der ægger til videre læsning, som sådan et skal. Serie i støbeskeen Og man gætter ikke, hvordan det hele hænger sammen førend til allersidst. Samtidig skriver Hill som en lille solbrændt engel. Han har en tør humor, der drejer det hele i en lidt chandlersk retning, og hans tæft for interieur og personkarakteristik minder om den gode Ian Rankin. Men samtidig er der en iberisk heftighed i skriften, og den hedebølge, der er kulisse for de grumme gerninger, fornemmes tydeligt af læseren. Og heldigvis undgår han lange, flommede beskrivelser af det lokale køkkens fortræffeligheder. Vi takker. Der er skrevet nok kriminalromaner om klipfisk i tomatsovs med rosmarin. Hector Salgado er en person, som man gerne vil lære nærmere at kende, og det samme gælder kredsen omkring ham. Men det skulle der også blive mulighed for, idet forfatteren har bebudet en længere serie fra det solbeskinnede Barcelona. Det er der grund til at glæde sig over - og til. For Antonio Hill er et sympatisk bekendtskab og en rar afveksling i forhold til de angelsaksiske og skandinaviske krimier, der er så rigeligt af i disse år. Højoktan spansk spænding. FACEBOOK
