Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Femte bind i Lars Keplers krimiserie er velskrevet, men for lang

Omstændeligheden i krimien nærmer sig desværre det parodiske og uspændende.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da pseudonymet Lars Kepler, som siden viste sig at dække over forfatterægteparret Alexander og Alexandra Coelho Andoril, i 2009 debuterede med den overbevisende og litterært velskabte ’Hypnotisøren’, var der roser i massevis, og kritikerne hæftede sig blandt andet positivt ved den filmiske prosa, der strømmede fra parrets penne, samt de komplekse, skramlede og skæve personer, som befolkede det kuldslåede svenske univers anno vore dage.

Og at der ikke bare var tale om en enlig svale, demonstrerede parret året efter med den tempofyldte ’Paganini-kontrakten’, der nærmest satte nye skandinaviske standarder for, hvor meget man kunne accelerere på et par siders prosa.

Men desværre virker det nu med den femte roman i serien, som om stilen er ved at blive til maner, ligesom opfindsomhedens kilde ikke længere springer så sprudlende lystigt som førhen.

Modbydeligt kvindemord

Signaturen er til gengæld ikke til at tage fejl af. En kvinde myrdes. Ikke bare på moderat vis, men brutalt og modbydeligt. Hun dolkes til ukendelighed. Og inden har der været offentliggjort et videoklip med hende på YouTube.

Næppe har støvet lagt sig fra denne udåd, førend et nyt klip sendes af sted i cyberspace, og også hovedpersonen fra dette findes maltrakteret på det væmmeligste.

Ny i kommissærstolen er Margot Silverman, som har taget over efter Joona Linna fra de tidligere bøger.

Hun er i omstændigheder, hvilket bestemt spiller en rolle. Men også velkendte personer som Erik Maria Bark – den tidligere pillemisbrugende læge og hypnotisør med det tumultariske bagland – og andre er på banen i kampen mod den drabsmand, der måske, måske ikke er en seriemorder.

Mindre kunne have gjort det

Teknisk set er der ikke mange fingre at sætte på denne mursten af en krimi. Sproget er letflydende – fint oversat i øvrigt – og der er en overensstemmelse mellem stalker-tematikken og den ekstremt observerende prosastil, Kepler stadig dyrker.

De enkelte kapitler er godt bygget op. Som i de tidligere bøger mærker man erfaringer fra filmens univers. Der tænkes og fortælles i scener. Og fordi detaljerne dynges på i rå mængder, dannes der billeder i hjernen, som var det en film, der udspillede sig for ens øjne. Det er en effektiv strategi; men desværre ikke nogen helt ufarlig sådan.

For vi har det med at tillægge detaljer betydning, når de distribueres via skrift. I højere grad end når de tilflyder os via øjnene.

Så når Kepler bombarderer sin læser med detaljer om alt mellem himmel og jord, resulterer det i et overload af information, som gør læsningen unødigt svær. Man føler det, som sad man med Alain Robbe-Grillet på steroider, og spekulerer på, om ikke lidt mindre kunne have gjort det hist og her.

Kedelig krimi

De meget lange oplæg betyder også, at den primære spændingsbærende handling nedtones i lange passager, og det er ikke godt for en krimi, hvis læseren er ved at falde i søvn på grund af manglende fremdrift.

For bliver en krimi kedelig, mister den sin eksistensberettigelse. Og det er flere gange ved at ske i Lars Keplers alt for omfangsrige fremstilling.

Det skete for Sjöwahl og Wahlöö; det skete såmænd for salig Raymond Chandler. At bøgerne blev for lange. Men det bliver det ikke bedre af. Og slet ikke fordi Lars Kepler ikke er i nærheden af de to nævnte forfatterskaber. Så er det bare alt, alt for meget.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden