Så er livlægen igen på besøg!
Dramaet om Christian VII, Struensee og Co. har sat fantasien i sving: fra P.O. Enquists ’Livlægens besøg’ og Nikolaj Arcels film ’En kongelig affære’ til den unge Karoline Stjernfelts nye tegneserie. Nu går Dario Fo ind i koret med en roman, lynoversat til dansk, og nyhed nr. 2 er, at det er lykkedes at lokke den 89-årige nobelpristager hertil.
LÆS OGSÅ
Fo lader romanens fortællerstemme lege hokuspokus med kilderne. I 24 indlagte farvebilleder maler han ugenert hen over gamle portrætter af dramaets figurer – og tilføjer nye fra sin ynglende fantasi. Tilsvarende ’rekonstruerer’ han historien via påståede ’arkivfund’: hidtil ukendte ’erindringer’. ’dagbøger’ og ’beretninger’ fra hoved- og bipersoner.
Stærkest står fantasierne om, hvordan Frederik undslipper sin brutale opdragelse og viser ømhed i forholdet til sin far
Vi møder først en erindringsskrivende Christian VII, der er bevidst om sit ry som »den kongelige overtosse« og tilses af »nye hjernegenier«, og den vordende dronning, Caroline Mathilde, der betror sin krypterede dagbog om den forelskede 17-årige Christian, indtil hans instinkter svinger over til luderen Støvlet-Katrine.
Gennem Struensees ’hemmelige dagbog’ i latinsk kode, ’vidner’ og ’avisklip’ følger vi livlægens og dronningens kærlighedsaffære, hans politik og endeligt. Den berygtede henrettelse nedtones – til behagelig afveksling. Til gengæld opgraderes den intrigerende enkedronning Juliane Marie, kaldet ’Havgassen’, til maskekomediens skurkinde, der selv er afhængig af en heks.
Overordnet følges udviklingen fra 1770’ernes reaktion til den unge kronprins Frederiks reformpolitik, Napoleonskrigene og statsbankerotten 1813 – med fremskridt trods alt.
Den skøres fornuft
Dialektikken mellem da og nu belyser Dario Fo via to typer Verfremdungseffekt. Der er de vittige anakronismer, der bruger nutidssprog om ’dissidenter’ og psykiatriske diagnoser, og hvor selv kongelige taler om at være »smadret« og »have knald i låget«.
Det ved den labile konge godt, at han har. Men der er også lyse øjeblikke, og i kontrafaktiske scener – Fos andet greb – fører kongen og Struensee gode samtaler om påkrævede reformer, især trykkefrihed.
Stærkest står fantasierne om, hvordan Frederik undslipper sin brutale opdragelse og viser ømhed i forholdet til sin far (hvad der forbedrer dennes sindstilstand) og til sin halvsøster, Louise Augusta. En smuk idé er, hvordan de to hemmeligt besøger deres landsforviste mor i Hannover.
I dialogen mellem datid og nutid indgår talrige referencer til oplysningstidens ideer – med stærk idealisering, når Christian og selv den purunge dronning refererer til den franske encyklopædi. Hun får den endda foræret af sin elsker – alle 35 bind!
Moralen er, at selv en skør konge glimtvis kan formulere »ualmindelige tanker og ideer«. Men også – som Struensee formaner – at en nation, der var på vej »op i ligaen af de mest civiliserede nationer«, kan risikere at blive »hængende i bagtroppen af de udviklede lande«.
Den har vi lov at tænke over ...
Folkelige Fo
Historien om den ikke så tossede kongelige overtosse vugger muntert på de vilde vover, mens Dario Fo fabulerer, travesterer og – om jeg så må sige – kontrafakturerer på livet løs. At den gynger stilsikkert, skyldes også Fos danske lods, teaterhistorikeren Bent Holm.
Holms efterord indsætter skrønemager Fo i hans forhold til folkelig gøgler- og fortællerkultur og futuristisk-anarkistisk avantgarde, og Holms oversættelse boltrer sig i skønne skældsord og boblende bogstavrim – som da den tilsyneladende vindtørre Frederik VI danser med sin maitresse grevinde Dannemand, så de pludselig bliver »slynget omkuld af en brusende brådsø af brunst«.
Et uventet og originalt sideblik ind i vores historiske raritetskabinet.
Mød Dario Fo på Betty Nansen Teatret i dag, 09/11 kl. 19.30.
