Hen over de seneste to døgn har jeg genlæst Goethes Werther. Hen over de seneste to døgn er jeg langsomt blevet mere og mere ked af det. Det tog mig lidt tid at forbinde de to ting, for jeg har ikke umiddelbart følt mig affektivt ramt af Werther.
Herregud, den overspændte, forelskede, maniske yngling, der for længst er lagt i litteraturhistorisk skuffe som eksponent for Sturm und Drang (Storm and Stress, som det hedder på engelsk), for følelseskult, poetisk patos og dramatiske landskaber i måneskin. Det er svært ikke at føle samme distance til ham, som Goethe indlægger i hans historie, i kraft af at hans breve afbrydes af den fingerede udgivers opsummerende beretning. I forordet til den nye danske udgivelse har Peter Asmussen en interessant tolkning af denne distance: at den i virkeligheden er et forsøg på at nærme sig; at den i virkeligheden er en længsel efter at være i den uhæmmede passion og lidenskab, som fortælleren kun på afstand kan betragte.
