Til en »roman om kærligheden i ironiens tidsalder« (står der på coveret) har Esben Hansen en god, moderne stemme med tone til netop det ironiske og med et fængslende nærvær. Men han læser romanen op, som om det var drama: som om alt var replikker, der kan skæres og udhugges helt individuelt. Når man går til en prosatekst på den måde, så mister man fornemmelsen for det lange stræk – hvilket forstærkes af, at ordene ofte synes at komme lidt bag på Esben Hansen: På sin tur gennem teksten har han kun positionslyset tændt og ser kun få ord frem. Lytteren i læselimousinen ville have haft glæde af en mindre nærsynet chauffør, der kendte ruten, kørte med det lange lys tændt og så mere end fem ord frem. Gjorde oplæseren det, ville han heller ikke snuppe et ord som ’nåde’ af, så man tror, der står ’leve på noget’: to ens ord i daglig udtale (nå’d), men vel ikke i en oplæsning?
LÆS OGSÅSaabye muntrer sig med genrerne
