0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Roman om rocker-gudfader er skrevet pissegodt

Dy Plambeck har skrevet et stærkt portræt af en rocker og hans kvinder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Thomas Borberg (arkiv)
Foto: Thomas Borberg (arkiv)

LUN. Man kommer til at holde af murermesteren Uffe, der går med læderjakke og tror på Gud. Fordi Dy Plambeck forklarer ham med lune.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»En kvart mursten hedder en petring. Det er den mindste mursten, man kan få, så Uffe kalder sin guddatter Petring. Han er murermester og går med en læderjakke, hvor der er broderet ’Guldmureren’ bagpå med slyngede guldbogstaver. Egentlig skulle der have stået ’Gudmureren’, for Uffe tror både på Gud og på sig selv, men »den var måske lige på kanten, tænkte Uffe, det kunne godt skræmme nogle kunder væk, hvis de troede, de skulle stå ansigt til ansigt med Gud og få deres synder vejet på vægtskålen, bare fordi han kom for at give et tilbud på et nyt badeværelse«.

Åbenbaring i første del
Uffe hører sådan set heller ikke selv til Guds bedste børn.

I romanen optræder han første gang som motorcykelrocker på et 4ever2wheeltræf ude på en pløjemark, hvor en pornografisk Miss Wet T-shirt-konkurrence er i fuld sving:

»Han var toogtyve år, en lille flagstangstynd mand, der levede af grøn peberfrugt skåret i skiver og pot, og som evig og altid var iført sin sorte læderjakke, cowboyvesten med rygmærket MC Spitfire og sine cowboybukser, der var smurt ind i indtørret bræk og lort«.

Dy Plambeck skriver pissegodt, det må være rette glose her. Og den lille distance til Uffe, den lille snert af postmoderne ironi, som forvirrer på de første sider, den skrives væk undervejs, uden at teksten mister sin humor, sit lune. Man kommer til at holde mere og mere af Uffe, alt mens han forklares.

Det er i 1976 på det her 4ever2wheeltræf ude på marken i Vestsjælland, hvor »en håndfuld kvinder, slappe skeder, kasteroulader, buledyr, som de blev kaldt i Spitfire, flokkedes om Pauli«. Pauli er bikernes formand, og hans navn lyder som en hilsen til Uffes rigtige far, Poul.

Sådan er der meget i romanen, som er virkelig gennemarbejdet.

Lige op til marken med bikerne ligger en kirke med middelalderlige kalkmalerier. Her får Uffe sin åbenbaring, uden at der trampes i det.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce