For det første skal man frem til side to hundrede og fem, før man rigtig får at vide, hvad det er for noget fascistoid og fascinerende tekst, man har høvlet sig igennem. Peter Laugesen siger selv: »Anarkisten i Fandens hus. Bestilling fra Det Kgl. Teater (Klaus Hoffmeyer), skrevet, dvs. oversat (teksten er ren oversættelse af Céline), på Klarskovgaard i 2001, senere forkortet til teaterbrug, men det er den lange version, Arena udgiver. Hoffmeyers efterfølger, Mikkel Harder Munch something, ville ikke spille det. Før det havde jeg forsøgt at finde en instruktør. Lars von Trier svarede, at han aldrig nogensinde havde læst så lang en tekst som det brev, på halvanden side, hvori jeg opfordrede ham til at gøre det, så det kunne han altså ikke overskue«. Teater på bog For det andet er ’Anarkisten i Fandens hus’ altså et teaterstykke, der nu kommer på bog, og det er jo en fælde:
Bøger er fyldt med ord, men Laugesen ønsker sig det modsatte, et teater, som rækker rundt bag ved ordene til et drama i slægt med den franske teatermand Antonin Artaud, der i grusomhedens teater lader tilskuerne »føle på livet«, som det citeres i ét af hele to gode efterord – dette af Erik Exe Christoffersen:
