Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fræk. Hanne-Vibeke Holst er bedst, når hun sætter gang i en stor, stærk og sjov scene. Her bliver hendes skarpe fortællestil foldet helt ud.
Foto: STINE BIDSTRUP

Fræk. Hanne-Vibeke Holst er bedst, når hun sætter gang i en stor, stærk og sjov scene. Her bliver hendes skarpe fortællestil foldet helt ud.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Hanne-Vibeke Holst går i kødet på såvel sin far som sig selv

'Knud, den store' er en smertelig historie om litteræreambitioner, kærlighed, utroskab, lykke og druk og elendighed.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Allerede titlen lægger distance: ’Knud, den store’.

Det er Knud Holst, det handler om – forfatteren, som i 1960’erne udgav en række velanmeldte digtsamlinger og siden blev kendt landet over både som novelleforfatter, som ’kulturpersonlighed’ og som ægtemand til Kirsten Holst, hvis krimier, børne- og ungdomsbøger slog solidt igennem.

De to forfattere er forældre til Hanne-Vibeke Holst – som i dagens roman kalder sig selv Hanne-Vip.

’Knud, den store’ blev den lille, for han gik til i druk og elendighed, og han gik i stå som forfatter, mens først hustruen og siden datteren fór frem på bestsellerlisterne.

LÆS OGSÅ

Hans debut var ellers så vellykket, at han blev inviteret indenfor i kredsen omkring Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen og tidsskriftet Vindrosen, og karrierens første år forløb så godt, at parnasset fra København rejste helt til Løkken, da Holst’erne fik råd til at købe hus og holde housewarming.

Skånselsløs
Datterens roman handler i høj grad om at være eller ikke være inde i varmen på parnasset. Hun citerer skånselsløst mod faderen en anmeldelse, hvor Torben Brostrøm skriver, at Holst ikke er »nogen rasende original digter set fra en sprogligt-stilistisk synsvinkel«.

Men hundrede sider længere fremme er Hanne-Vip lige så skånselsløs over for sig selv, da hun lader sin far, den døende og druknende Knud, tænke højt i sit stille sind:

»Hvilken ironi, at det blev hende, der kom til at skrive samtidsromaner. Han har endelig taget sig sammen til at læse dem, og selv om han fortfarende har svært ved at sluge hendes infantile faderbillede – baby, you’re no baby anymore! – må han indrømme, at de er godt skruet sammen. Litteratur, i klassisk forstand, er det selvsagt ikke. For mange klicheer og banaliteter. Men det fungerer«.

Her må man vel bare sige som dronning Thyra til Gorm den Gamle, da en anden Knud var død: »Det sagde I, herre konge, og ikke jeg«.

Uanset om de tre ord i ’Knud, den store’ er ironisk ment eller tværtimod lægger op til en genoprejsning af Knud Holst, er ordene mere af en ferm journalistisk rubrik end af en litterær titel.

Og mange af de ord, der følger efter, har i varierende grad samme problem: Den kolossale research, der er lagt ned i de næsten seks hundrede sider, kombineret med det effektive sprog, fortælleren selv sætter fingeren på, skaber en distance mellem stof og stil, som er svær at sluge.

Både personligt og professionelt sætter Hanne-Vibeke Holst modigt kurs mod svære smertepunkter, men hendes publicistiske prosa kører ikke så godt i dette terræn, og hendes metode fører for vidt omkring.

Man bliver helt bange, hver gang der kommer en sætning af typen:

»Som de havde vænnet sig til krigen, vænner de sig hurtigt til freden« – thi så ved man, at nu følger endnu et myreflittigt tidsbillede over et halvt hundrede sider eller mere. Men hvor er Knud? Hvor er Hanne-Vip?

Potente rovdyr
Romanen er stærkest, når Hanne-Vibeke Holsts frække og skarpe fortællestil går i et med en stor, stærk og sjov scene. En fest hos Klaus Rifbjerg med parnassets moskuslugtende »potente rovdyr« sidder lige så lige i skabet, som rovdyrenes litterære grabber sidder på Kirsten Holsts røvbalder.

Og scenen bliver brugt til mere end som så, for den er sammen med den nævnte housewarming i Løkken selve billedet på, hvor højt Knud Holst når at flyve, før han falder. Og når han falder, skyldes det måske blandt meget andet, at han ikke selv er tilstrækkelig meget rovdyr.

Både personligt og professionelt sætter Hanne-Vibeke Holst modigt kurs mod svære smertepunkter

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da hans »viv« Kirsten hundrede sider senere er blevet nedlagt af en grønlandsfarer, »utvivlsomt en King Kong i sengen«, sukker Knud, lille Knud:

»Når alt kommer til alt, er det trods kvindefrigørelse og oprør og rend mig i røven, det hun vil have: En rigtig mand«.

Forholdet mellem de to Holst’er, Knud og Kirsten, er ligesom forholdet mellem Knud og gymnasiekæresten, der også hedder Kirsten, tæt, rørende, frækt og forstående fortalt. Hanne-Vibeke Holst kan sine parforhold.

Personlig investering

Hvert af romanens seks hovedafsnit indledes med et af de digte, Knud Holst skrev kort før sin død i 1995.

Enkel, smuk og klog lyrik: Han var virkelig en digter. Et langt afskedsbrev til den nævnte gymnasiekæreste Kirsten, som (formentlig) gengives ordret, vidner også om, hvilket dejligt dansk han havde til sin rådighed.

Bogens allerførste ord er altså af Knud selv:

»Hvem er den store talende fugl/ i den lille drengs lomme?/ Ham venter/ et stort navn«.

Herfra fortæller Hanne-Vibeke Holst hans historie helt forfra, nemlig fra fødslen, ligesom hun senere fortæller om sin egen fødsel. Og de to parallelle fødsler følges begge (med 300 siders afstand) af scener, hvor baby-Knud henholdsvis baby-Hanne-Vip bliver truet af en rotte, som forældrene ikke opdager.

LÆS OGSÅ

Et motiv, en arvesynd, something rotten, som Hanne Vibeke-Holst rumsterer med, skæbnetungt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der går sikkert mange tråde fra det indremissionske landarbejderhjem i Vendsyssel, hvor Knud fødes i 1936, til datterens egen bane fra lille Hanne-Vip til den store vip, hun er i dag.

Romanen om Knud har alt det, en succesroman kræver af kærlighed, brand, utroskab, ambition, lykke og ulykke. Men den har også mere, en personlig investering, som succesromaner af denne slags sjældent har.

Historien om Knud, den store, som blev Knud, den lille, er en smertelig historie.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden