At kunne identificere sig med en person i en bog er blevet et kriterium for bedømmelse og parameter for mange læsere (og desværre en del kritikere).
Reflekterende indlevelse borger for litterær kvalitet versus den foragtede og eskapistiske underholdningslitteratur. I virkeligheden i verdenslitteraturens øjne en ret ny psykologisk målestok.
Men for Catherine Ravenscroft, antiheltinden i briten Renée Knights ’Enhver lighed’, der har fået tilsendt en roman skrevet under pseudonym og udgivet på eget forlag, bliver identifikation lig med rædsel og angst.
Domestic noir
’En fuldkommen fremmed’ hedder den tilsendte bog, og hendes små nakkehår rejser sig, mens maven krymper sig sammen, da hun side for side er i færd med at læse om en begivenhed i sin egen fortrængte fortid, hun meget nødig vil have rullet ud som et nyt gulvtæppe. I sit ellers så solide ægteskab, hvor eneste knast er en småskidt knægt af en søn.
Men hvem er forfatteren til denne modbydelige sag, og taler vi om anger og bod eller kold og kynisk pengeafpresning? Catherine går ind i jagten, men bliver samtidig selv jagtet af manden med manuskriptet. Om den sommer i Spanien, som endte så slet.
Hendes romans psykologiske dæmoni om forstadskvindens drømme a la filminstruktøren Bunuel ændres med siderne i retning af guvernanteromanens monogame sentimentalisme
’Enhver lighed’ hører hjemme i den gamle melodramatiske genre om en farlig og fatal sommer(-ferie), der med solen som næsten eneste vidne skabte et før og efter for de implicerede. Men mere aktuelt her og nu også den form for spændingsroman, der kaldes domestic noir.
Dukkehjemmet, som ligesom hos gamle Ibsen pludselig krakelerer katastrofalt. Bedste eksempler er bestsellers som Flynns ’Kvinden der forsvandt’ og Korelitzs ’Det burde du have vidst’.
Ret spændende
Her i denne version er familiedramaet endog kastet ind i en metaramme, hvor en roman læses i en roman, og hvor sandheden fra at være en konkret virkelighed mere og mere viser sig at være af samme stof som kviksølv. En kunstnerisk konstruktion med et fjernt ekko af en skinbarlig sandhed. Anderledes end den umiddelbart synlige og kognitive i dagslyset.
Et spontant afsløret spejl af skjulte (trans)seksuelle kræfter – kort sagt forholdet mellem iscenesættelse og inderlighed, liderlighed og lidenskab, tematik, som især den amerikanske Patricia Highsmith har krystalliseret til kunst, mest signifikant og sommerligt med eksistensthrilleren ’Den sommer i Hammamet’.
Mindre kunne gøre det, og mindre gør det i ’Enhver lighed’. Knight er ingen Highsmith. Helt i orden. Men hendes romans psykologiske dæmoni om forstadskvindens drømme a la filminstruktøren Bunuel ændres med siderne i retning af guvernanteromanens monogame sentimentalisme.
Ret skal være ret: ’Enhver lighed’ er på trods af et noget klicheplettet sprog ret spændende et stykke af vejen. Før vi alt for tidligt når frem til sirupskrukken.
.jpg "Parisiennes. Bogens forfattere, fra venstre Audrey Diwan, Caroline de Maigret, Sophie Mas og Anne Berest, personificerer om nogen selv pariserindens særlige stil og udstråling.")
