0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Digtene i Nikolajsens bedste bog er sjove og systematiske

Rasmus Nikolajsens nye bog, ’Tilbage til unaturen’, er forfatterskabets bedste bog indtil nu.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anne Mie Dreves (Foto fra bogen)
Foto: Anne Mie Dreves (Foto fra bogen)

Forfatterfoto. Der er noget privat stof i Rasmus Nikolajsens digte, og der er, som der lidt selvironisk står et sted, noget om »klimakrise, skilsmisse, kødspisere«.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bedste kalkgrubepoesi i år 2016 kommer her: »Kalken er massiv, men sårbar,/ som en krop. Fugt klemmer sig ud/ og vokser sammen til bække,/ søer; klare som ellers kun/ tanker kan være, men sjældent/ er. Det er som at gå rundt i sin egen hjerne lige før/ en drøm bryder frem ...«.

Digtet er fra Rasmus Nikolajsens nye bog, ’Tilbage til unaturen’ , som er en naturdigtsamling; det vil (ifølge bogflappen) helt konkret sige: Digte skrevet i naturen (mellem 2011 og 2015). Eller natur og natur. Det, der er med naturen, er ofte, at den ikke er så naturagtig endda, tit en form for unatur eller kultur, eller også giver de her betegnelser og distinktioner bare ikke mening længere.

I hvert fald: ’Tilbage til unaturen’ er en fremragende bog og umanerlig nikolajsensk. Hvilket vil sige præget af sproglig økonomi og præcision på den ene side og en legende lethed på den anden.

Der er mange metaforer – som i det citerede digt, hvor det at gå i kalkgruben er som at gå rundt i sin egen hjerne, før en drøm bryder frem – men de virker alle sammen ubesværede og samtidig enormt koncise. Der er et stramt system, som dikterer, at hvert digt har 8 strofer med hver 8 verslinjer på hver 8 stavelser, bortset fra et forløb med 8 strofer a 8 linjer og et andet forløb med 16 digte eller strofer a 4 linjer.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce