Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Joachim Adrian (arkiv)
Foto: Joachim Adrian (arkiv)

Remixer. Med 'Stemmerne' sampler og remixer Klaus Rifbjerg sit bagkatalog om til en lille gådefuld bog.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Lille, gådefuld bog fra Rifbjergs skuffer er legesyg og samplende

Rifbjergs seneste efterladenskab er mest til dem, der allerede kender og elsker forfatterskabet.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ikke engang 1 år har Klaus Rifbjerg været død, og der er allerede udkommet tre efterladte bøger: en roman, erindringer og nu en digtsamling, som altså føjer sig til forfatterskabets i forvejen over 150 bøger og efter sigende kun er en brøkdel af, hvad der er i vente.

‘Stemmerne’ hedder digtsamlingen, der må være noget i retning af Rifbjergs toogtredivte. Titlen henviser til, at digtene befolkes af forskellige stemmer, der angiveligt er hentet fra andre af forfatterskabets bøger. Hvilke det er, kan man så fornøje sig med at gætte. En leg for litteraturdetektiver med andre ord, men også lidt som en eksamen, man næsten kun kan dumpe, pensummets monstrøsitet taget i betragtning.

Blandt stemmerne møder vi bl.a. vistnok døde og begravede Otto, der prøver »at fjerne den kløe som er/ Mit/ J E G/ Jeg mener var«, og som »lever under grus og sten og de planter/ Man har skåret af og sat/ Stemmen bliver svagere/ Skønt jeg gør mig så umage«. Vi møder en klaverspillende tarantel i »al sin sorte silke«, en flotillechef, en ærbødig elsker og mange flere, der alle på den ene eller anden måde (og det både lyder og er underligt, men også umådelig rifbjergsk) beskrives som eller i relation til kyllinger. Tarantellen jager en daggert i én, »jeg storkylling«, kalder flotillechefen sig, »mit kykliky«, siger den ærbødige elsker, Otto pipper nede fra jorden: »Det er en meget lille pippen/ Meget lille/ Øret skal helt ned// Helt helt ned«. Det er ikke helt til at regne al den kyllingeblivelse ud. Er det en form for selvironi? En metafor?

Man kan også godt misse, at digtene springer fra stemme til stemme, hvis man ikke ved det på forhånd. Den sproglige stil er knap, også knap på information, som i digtet ’Søernes blinkende bånd’, der godt, men kryptisk lyder:

»Hun er min lille pige/ Og jeg er hendes lille dreng// For tidligt eller silde/ Pytmås/ Boy// Skovhugst badebro blånelse/ Jeg ved ikke om hun er for kvik/ Eller om jeg er det/ Men pyt// Ja goddag javist naturligvis/ Så gerne/ Ingen spejderhagl dér men papir/ Charteques/ Hovedbøger/ Ja, naturligvis«. Den form for indre kvalitet har stemmerne gerne, opbrudt i fragmenter af sansninger og tanker og løsrevne brokker af omverden i bevidstheden.

Lethed og jovialitet forhindrer alvoren

Det har en vis urovækkende effekt, men stilens knaphed har lige så meget en lethed og jovialitet, der forhindrer alvoren i rigtig at samle sig. F.eks. med et massivt forbrug af lydord (som måske i det hele taget er dét gennemgående greb i Rifbjergs nogleogtredive digtsamlinger):

»Bop bop bop/ og kylle rylle/ rork«, »pip pip« og »dryp dryp dryp«, lyder det i ‘Stemmerne’. Og »Fut fut fut fut fut fut« og ’Ding ding ding’. I digtet ‘Bordtalen’ (her på siden) udarter det sig næsten til decideret, tungebrækkende lyddigtning. Og for det meste er det befriende med den uhøjtidelighed, men nogle gange er det også bare forvrøvlet, f.eks. når ordspillene ligesom med magt presses ned over sproget: »Der er bare disse stemmer/ Som snart forstummer/ Eller disse stummer./ Som snart forstemmer« eller hvad med:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Når aftenhimlen ligger udbredt/ Som en bedøvet patient på et bord// Hva’ så?// Ja, så er det på tide/ At tænke på refrænet./ Så gælder det om/ At få røven med sig/ Og ta’ turen hjem/ Eller tur taren hjum«.

Det er vist derfor, min kæreste kalder Klaus Rifbjerg en pruttedigter. Forfatteren Maria Gerhardt kaldte ham, til en oplæsning med de nominerede til Politikens Litteraturpris forleden, en skriverkarl. De har begge to ret. Pruttedigteren, det er Rifbjerg, der revolutionerede dansk digtning ved at tilføre den talesprog, hverdag og krop og fis og sex, og som i den banebrydende ‘Konfrontation’ fra 1960 skrev »Poesi: Hvor er mit brokbind?«. Skriverkarlen, det er Rifbjerg, der kunne skrive det hele, romaner, digte, erindringer, dramatik, kritik, hvad det skulle være, og fra hvem skriften bare strømmede i én strid strøm. Nu: Knap så revolutionerende længere, men stadig ikke udtørret.

‘Stemmerne’ er umiskendeligt en digtsamling af pruttedigteren og skriverkarlen Rifbjerg – som også er den legesyge, drilagtige digter, der nærmest sampler og remixer sit bagkatalog om til en lille gådefuld bog. Som nok bare mest henvender sig til dem, der allerede er godt bekendt med forfatterskabet og dets stemmer.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden