Man køber en buket hvide roser – og ser med det samme, at der er en af dem som kræver særlig opmærksomhed. Den er brun på det yderste kronblad og også lidt mindre end de andre. Man klipper stænglen ned og fjerner forsigtigt det brune blad. Nu skulle den vel være lige så fin som de andre, men det er den ikke. Trods daglig særpleje forbliver den mindre, mindre udfoldet, mindre holdbar, mindre rose. Sådan har jeg det lidt med Dorrit Willumsens ’Dage med slave’. Det er en kort fortælling om en midaldrende dame, ejendomsmægler, æstetiker, forfængelig, vistnok fraskilt, sart, tænksom, på vagt og dog o.k. stærk. Hun drømmer – som alle Dorrit Willumsens kvindelige egoer – om guldlænker, spidse negle, høje hæle, blondetrusser, glitrende perfektion. Tøs til salg En dag får hun tilbud om et køb på gaden.
Tøs til salg. Pigebarn til salg. En pige på 54 kilo, halvtreds kroner kiloet, siger hendes ven og holder om håndleddet på en helt ung, frisk, ikke udløbet pige. Hun er lille og spinkel og hedder Silke, eller Sille. De går på café og drikker hvidvin, ejendomsmæglerens favoritdrink.
