Lad os antage, at De har et arbejde, og hvad går det så ud på?
Kravene kunne være objektivitet, præcision og nøjagtighed, så har vi ikke sagt for meget.
Céline Curiols hovedperson er ansat i en stor offentlig institution på 54 etager, som tjener til menneskets internationale frigørelse og fred. Før han blev ansat i institutionen, var han i en multinational virksomhed, der fremstillede kemiske produkter.
Det er her, der er en lille bevidst hilsen til en anden stor fremtidsroman, ’Kallocain’ af Karin Boye, der udkom i Sverige i 1940 og blev en verdenssucces med sin skildring af et autoritært fremtidssamfund omkring år 2000. ’Kallocain’ var præget af nazismens fremkomst, og Karin Boye tog sit eget liv kort tid efter, at bogen var blevet en verdenssucces. Smidig fremtid Det er der ingen grund til her. Vi er ikke ret langt fremme i tiden. Og hovedpersonen er en succes. Man kan alt inden for rammerne af institutionen. Man har sit soveværelse og adgang til en personalebar. Hvad der kræves, er velvilje og påpasselighed, og at man bevarer skiltet om halsen til enhver tid.
Der er sikkerhedskontroller, der skal overstås, men alt er smidigt og ganske overordentlig fornuftigt. En af de sager, institutionen behandler, vedrører øen W, hvor der er udbrudt oprør. Det Øverste Råd tager sig af sagen, som ikke er let. Der er modstridende opfattelser i rådet. Det kører i ring med øen W. Résumain Men ikke noget, vor mand personligt skal tage sig af, han skal bare referere – han er ’résumain’. Som sådan er han også vigtig nok. På hans skuldre hviler jo selve objektiveringen, det overbevisende korrekte resumé af alt, hvad andre har bestemt og udtalt. Måske kender De jobbet? En dag får vores hovedperson brug for at indsende et skema til personaleafdelingen om udstedelse af en ’permission’, en udgangstilladelse. Hans far er blevet syg, og hans mor venter på et besøg. Men det er ikke så nemt. Forbudte bøger Så langt er Céline Curiol en fremragende cool iagttager af et job i den internationale institution, helt stramt behersket, filosofisk iagttagende, ikke deprimeret, men ganske veltilfreds. Der er ting, man ikke gør – måske kærlighed. Det ordnes på en webside, som spørger om personlige data. En uvis stemning af rædsel opstår kun de nætter, da hovedpersonen ikke kan finde sit navneskilt, som måske er blevet anbragt i køleskabet. Og så er der mysteriet med etage 54, som ingen elevator når op til. Indtil den dag, da han møder sin konkurrent, som er i besiddelse af bøger. Det forbudte: en roman. Udgangstilladelsen bliver omformuleret til et ønske om selv at vurdere og påvirke, selv at mene noget. Vores hovedperson kommer på forfatterskole inden for institutionens rammer. Det er forbudt. Han begynder at skrive mangelfulde resumeer og modarbejde institutionen. Han begynder at forestille sig, hvad romaner kunne gøre ved verden ... Fra ud- til indgangstilladelse Så langt, så godt. Historien om romanens forjættende frigørelse er en del af samtidslitteraturens yndlingsstof – egentlig ikke ret logisk, for der skrives og læses uendelig mange romaner i vor tid.
