Hvis jeg, som da jeg var sytten, kunne se mit liv som fiktion, ville alt ha betydning«, skriver Søren Ulrik Thomsen i ’Det skabtes vaklen’.
Følelser oplevet i ungdommelig iver, mens farverne er klare og følelserne stærke, kan falme med tiden. Til matte fragmenter af levet liv, der glider ud af erindringen for pludselig igen at blive vakt til live som en melodi, man med et sæt husker fra år tilbage.
